Sommerland

Sommerland Sjælland er lige noget for børnene. Dens beliggenhed mellem Højby og Nørre Asmindrup er ikke ret langt væk fra pladsen. Omkring 40 hektar afskærmede naturområder der indeholder bl.a. Sjællands største vandland, med 650 meter vandrutschebaner i alle sværhedsgrader og børnebassin for de mindste. Der er masser af aktiviteter for hele familien. Udover vandland er der flod, vandcykler, stier i junglen, trampoliner, gokartbane, elbiler, og meget, meget mere. 


Shopping

Holbæk er bestemt værd at gå på indkøb i. Der er masser af shopping-muligheder, hvad enten man går efter mærkevarer eller det, der mere passer til den lille pengepung. Supermarkeder er der også mange af, og man kan altid være sikker på at finde de gode tilbud. I omegnen er der
mange specialbutikker og gårdbutikker.

 

Andelslandsbyen Nyvang

Andelslandsbyen Nyvang

Andelslandsbyen Nyvang er et oplevelsescenter for hele familien, som viser andelstiden fra 1870–1950 med tidstypiske bygninger, landskab, husdyr, arbejdsmetoder, menneskers levevis i hverdagen og til fest. Oplev lyden af smedens hammer mod ambolten, duften af Richskaffe på husmandsstedet, hvor husmandsfolket viser arbejdet på landet året rundt. På mejeriet skummes mælk og smørret kærnes. Husflidsfolkene viser deres kunnen og damptromlen kører. Overnattende gæster på Holbæk Fjord Camping har gratis adgang.

 

Danmarks Vej- & Bromuseum

Vi færdes dagligt på Danmarks veje og broer. Men vi tænker ikke nærmere over det. De er der bare! I virkeligheden rummer de mange gode historier. I Vej & Bro Museets udstilling kan I selv vælge de oplevelser, I synes er mest spændende, Krop, sjæl og sanser bliver aktiveret. Og der er oplevelser for hele familien med børneaktiviteter, voksenviden og hvilebænk. Næsten alt kan røres ved og undersøges. Overnattende gæster på Holbæk Fjord Camping har gratis adgang.

 

Gode madsteder

Der er mange gode madsteder i Holbæk og omegn. Der tilbydes alt fra det nyeste danske gourmetkøkken, de mere enkle etniske restauranter, de berømte danske pølser, dansk smørrebrød til lokalt brygget øl. Alle vore restauranter er tillige uhyre børnevenlige og yder en god service. I Odsherred findes en særlig madrute, der nok er værd at følge for den gode næse og de fine smagsløg.


Holbæk HavnEn tur på havnen

Der er ikke langt fra campingpladsen og til den gamle havn i Holbæk. Her er både lystbåde, færger og gamle træskibe at kigge på. Og så den særlige atmosfære, der altid er, når man kommer til vandet. Flere steder ved havnen er der også gode spisesteder.


På tur med Emma

Det er dejligt at se ud over vandet, men det er nu heller ikke dårligt at se fra vandet og ind på land. I Holbæk ligger turbåden Emma, der er en tidligere Hjemmeværnskutter, der nu er bygget om til tursejlads. Der sejles hele sommeren.


Stranden ved Sejerøbugten

Ved Sejerøbugten ligger det mest fantastiske hedelandskab, man kan forestille sig. Eskebjerg Vesterlyng er et kæmpeområde med enebær og lyng, som ligger ud til en strand, der er en af de fineste i hele landet. Vigen er stille og vandet er grundt, så der er alle muligheder for en dejlig dag ved stranden.


Lystfisker-paradis

Egnen omkring Holbæk og op langs fjorden er et sandt Eldorado for lystfiskere. Hvad enten man fisker fra kysten eller fra en turbåd. Tillige er der mange fiskesøer i området. Husk fisketegnet.


Haver og parker

Holbæk har en del »Grønne Oaser« i form af parker tæt på bymidten. Strandparken går f.eks. helt ned til Holbæk Fjord, hvor man kan spadsere ned til Fjordstien og vandre langs fjorden ind til Holbæk Gl. Havn i bymidten eller vestpå helt ud til Allerup. I flere af byens parker er der opstillet en del skulpturer, som er værd at kigge nærmere på, og der er tillige legepladser for børn og adgang for menneskets bedste ven hunden.


Vestsjællands Veterantog

En tur med Vestsjællands Veterantog er som at opleve en togtur i de gode gamle dage. Veterantoget ser ud som først i 50`erne men vognene stammer fra 20`erne og damplokomotivet fra 1899.  Veterantoget kører mellem Gørlev og Slagelse de 4 første torsdage i juli. Den sidste weekend i juli og første weekend i august køres mellem Asnæs og Nykøbing Sj. Den 2. weekend i august køres mellem Jyderup og Kalundborg.


Til hovedstaden

Det er dejligt at bo på en fredelig campingplads, og det er også godt at komme ud og se på landskaber, bade eller trave langs stranden. Men det er nu heller ikke kedeligt at komme en tur til København. Det er lige ind ad Holbæk-motorvejen og en time efter er man i centrum. Her er alle de forlystelser og seværdigheder, som den skønne, gamle hovedstad er så rig på. Lige fra Nyhavn og Rundetårn til Tivoli, Zoo og Den lille Havfrue.


Slotte og herregårde

Der er mange herregårde i Vestsjælland. En del ligger lidt tilbagetrukket, mens andre er åbne og tilgængelige. Et enkelt, Ledreborg, er kendt for sine slotskoncerter som Danmarks Radio står for. Et andet er kendt for sin grumme historie. Det er Dragsholm i Odsherred og historien om den stakkels James Hepburn, jarl af Bothwell og hans ulyksalige kærlighed til Maria Stuart af Skotland. Eller Kongsdal Slot, der omkring 1280 ejedes af marsk Stig Andersen, der senere blev dømt fredløs efter mordet på Kong Erik i Finnerup Lade.

I Hornsherred ligger Jægerspris Slot, der har en lang og broget historie, men som nok mest er kendt som Frederik den Syvendes og Louise – Grevinden Danner - Rasmussens elskede opholdssted. Her er slotsmuseum og en park med smukke skulpturer. Grevinden Danner ligger i øvrigt begravet i en høj i parken. Ved Skjoldenæsholm Slot er der i øvrigt sporvejsmuseum, der sommeren igennem har en lang række arrangementer. Tersløsegaard var i 1745 til 1754 ejet af Ludvig Holberg.

Andre herregårde på Vestsjælland og i Hornsherred er Aggersvold, Birkendegaard, Dønnerup, Egemarke, Eriksholm, Hagestedgård, Hørbygård, Kattrup, Knabstrup Slot, Krabbesholm, Kragerup, Lerchenborg, Lerchenfeld. Løvenborg, Nørager, Selchausdal, Selsø, Svanholm, Torbenfeldt Slot, Vedbygård, Vesterbygård, Vognserup og Aastrup. I øvrigt er forskellen på et slot og en herregård ikke et spørgsmål om størrelse eller omfang. Men for at blive kaldt et slot skal bygningen tilhøre – eller
have tilhørt – en kongelig person.


Øerne

25 minutters sejlads med færgen fra Havnsø ligger Nekselø havn. Den lille ø har et meget kuperet  terræn, og der er gode stier til at komme rundt på øen. Orø er øen i Isefjorden. Det er en frodig lille ø på 14 kvadratkilometer med masser af gode trampestier og gode strande. Øen er forbundet med fastlandet via to færgeruter. Midt mellem Sjællands Odde og Røsnæs ligger Sejerø. Som en odde, der blev klippet over ved roden til Sjælland. Der bor 400 mennesker på øen, der har en smuk og til tider lidt barsk natur. Der er færgeforbindelse til øen flere gange om dagen.