Det lykkedes ikke at finde én eneste person, der talte negativt om Barcelona, i ugerne inden kufferten blev pakket og afleveret ved check-in i lufthavnen. Kun få forslag til forbedringer, men ellers lutter store smil over helhedsindtrykket og ferieminder fra det nordspanske. 


Kunne det virkelig passe? Er Barcelona byen, der har alt?


Indrømmet. Der er virkelig meget at komme efter. På en forlænget weekend kan man umuligt nå det hele, men der er mulighed for at planlægge en rigtig god ferie på fire dage med både shopping, strand, sport, seværdigheder og sukkerknalder for smagsløgene. Så det var sådan en tur, vi tog på.


Dag 1: Overblik fra Montjuïc


En fin begyndelse på et besøg i Barcelona kan være en tur til bjerget Montjuïc for at nyde udsigten over byen og få en form for overblik. 


Start dagen på Plaça d’Espanya, og gå forbi springvandet Font Màgica og op ad trapperne til Palau Nacional. Herfra er der rulletrapper videre op på bjerget, der rummer museer, parker og ikke mindst det olympiske stadion. Det blev bygget til OL i 1936, der blev flyttet til Berlin p.g.a. den spanske borgerkrig, så først i 1992 kunne den olympiske ild tændes på det ombyggede stadion. 


Der er gratis adgang til tribunerne, og der er også mulighed for at svømme i det nærliggende olympiske svømmestadion. Tæt på stadion finder man også det gennemførte Museu Olímpic i de l’Esport, der overskueligt og med mange udstillede effekter beskriver de olympiske leges historie. Tiltrængte forfriskninger kan fås i museets café.


Fortsæt den stejle tur op til den stjerneformede fæstning på toppen, og hvil benene, mens øjnene lapper udsigten i sig. Det er tiltrængt afslapning midt i storbyen at mærke brisen blæse sveden af panden. Turen ned kan virke lang, så spar på kræfterne, og tag svævebanen.


Er man til mere sport, kan den nye energi passende bruges til et besøg på FC Barcelonas hjemmebane, Camp Nou. Det er i sig selv imponerende at gå rundt på det store stadion med plads til 98.787 tilskuere, og på museet får man en fornemmelse af, hvor stor klubben er for cataloniernes nationalfølelse og for fodbolden generelt. Pokaler, medaljer, fodboldstøvler og spillertrøjer fylder godt op i lokalerne, hvor der naturligvis også er portrætter af bl.a. Allan Simonsen og Michael Laudrup.


Man kan med fordel bestille billetter til rundvisning hjemmefra via www.fcbarcelona.com, og er der kamp på hjemmebanen, så reservér også en billet. Kom i god tid, mærk fansenes forventning uden for stadion, og se modtagelsen af spillerne, når de ankommer. Der er en helt fantastisk stemning.


Dag 2: Ned i menneskemylderet


Metroen går lige til La Rambla, og så er man ellers landet midt i et mylder af plattenslagere, gøglere, dyresælgere og andre turister på avenuen fra havnen og op til Plaça de Catalunya. Flere steder franarres turister penge ved tvivlsomme spil, enkelte boder sælger kæledyr, og gøglere i diverse udklædninger tilbyder, at man får taget et billede sammen med dem – mod betaling, naturligvis. Det er fascinerende, men bliver hurtigt trættende, og efter en halv time har man fået nok.


Et behageligt tilflugtssted kan være madmarkedet La Boqueria. Indgangen findes midt på La Rambla, og der er mulighed for at finde forfriskende læskedrikke, frugt og et bredt udvalg af kød og skaldyr. 


Gåturen kan passende fortsætte på den modsatte side af La Rambla – i området Barri Gòtic, hvor labyrinten af smågader og mindre pladser byder på både kendte mærkebutikker, små, lokale forretninger og et pænt antal souvenirboder, der primært gør sig i uoriginale fodboldtrøjer. 


I området finder man også et væld af små restauranter og caféer, hvor det er oplagt at prøve sig frem på menukortet med tapas. Der er nok at vælge imellem. Især om aftenen er området særdeles livligt.


Dag 3: Gaudí og de andre


Under et besøg i Barcelona undgår man ikke bysbarnet Atoni Gaudís særprægede arkitektur fra slutningen af 1800-tallet og fremefter, hvor symmetri og lige linjer stort set ikke forekommer. 


To oplagte – og meget besøgte – steder at komme helt tæt på hans kringlede udformninger er i Casa Betlló, hvor tagkonstruktionen har form som en stor, takket drageryg, og i Casa Milà (La Pedrera), der var hans sidste store husbyggeri. Kom tidligt til begge for at undgå for lang kø.


Et andet must er den ufuldendte katedral La Sagrada Família, som Gaudí byggede på i den sidste del af sit liv. Den står endnu ikke færdig og er byens mest besøgte byggeplads. For selvom den stadig er under opførelse, kan man sagtens komme ind at se katedralen.


Af andre kendte borgere fra Barcelona kan man nævne malerne Joan Miró, Salvador Dalí og Pablo Picasso, der dog kun var indbygger i sine unge år. En del af sidstnævntes værker kan ses på Museu Picasso tæt på centrum i bydelen La Ribera. 


For at se kunstmuseet, der er tilegnet Miró – Fundació Joan Miró – skal man op på Montjuïc. Man kan også vælge at slappe af i Parc de Joan Miró tæt på Plaça d’Espanya, hvor hans kæmpe skulptur Dona i Ocell (Kvinden og fug­len) strækker sig mod himlen.


Er smagen mere til Salvador Dalí, kræver det en bil- eller togtur nord for Barcelona, hvor det i tre forskellige byer er muligt at se hans hjem, hustruens slot og et museum. Se mere på www.salvador-dali.org


De knap så museums- og kunstinteresserede kan nøjes med at tage en slentretur i Park Güell, hvor Gaudí også har sat sine præg. Sørg for at komme ud i siderne af parken og væk fra horden af turister ved indgangen og på den store plads midt i parken. 


Dag 4: Strand og afslapning


Er vejret til det, kan det være oplagt med en tur til Barcelonas strande ved Port Olímpic. Flere steder er der brusere til at skylle havvandet af og omklædningsrum. Eller lad den stå på afslapning i den nærliggende Parc de la Ciutadella, der foruden zoologisk have også rummer Parlament de Catalunya og ellers har rigeligt med plads til blot at slentre eller sidde i træernes skygge. Alternativt kan man søge skygge i shoppingcenteret ved bådehavnen Port Vell.


Der er rigeligt at tage sig til i Barcelona. Inden rejsen er det en god idé med lidt forberedelse og planlægning, og dernede kan man få nys om det helt aktuelle i lokale pamfletter som f.eks. What’s On. Man kan selvfølgelig også bare nyde byen og tage tingene, som de kommer. Der er heldigvis ikke for langt derned til snart at komme igen og opleve mere. 


Tekst og foto: Anders Wendt JensenDen ufuldendte 
katedral La Sagrada Família, som Gaudí byggede på i den sidste del 
af sit liv, er en 
af verdens 
mest besøgte 
byggepladser