Min kone og jeg samt vores to piger på seks og tre år, var taget til Tyskland for at besøge min bror i nærheden af Frankfurt.

Efter nogle gode varme dage, gik turen hjem igen.  På vej op gennem Tyskland eksploderede vores ene baghjul i passagersiden / OG Jeg mener eksploderede. Dækflade og remmen blev simpelthen adskilt. Med en meget cool handlekraft (det er min kone der kører), reagerede hun resolut med at trykke på havariblinket, og fik bilen manøvreret ind i krybesporet. Det hele skete med 130 km/t. De bagved liggende bilers reaktioner på havari blinket var mildest talt formidable - De forsvandt bagud! Meget professionel bilkørsel.

Vi landede sikkert i krybesporet. Men bilerne farede forbi. Heldigvis for os var det 300 meter for afkørslen til rasthoff Nordheim Nord, så efter at have kontaktet FDM, der kontaktede SOS International osv. humpede vi afsted mod afkørslen. Min holdning var at jeg ville hellere miste en fælg end min familie. Så afsted med os. Det skal lige siges at ikke alle der havarere er lige så heldige, at gøre det lige op til en afkørsel. Så jeg vil ikke anbefale at humpe 10 km. 

Den kloge læser vil måske allerede have opdaget, at vi ikke bare tog reservehjulet frem og skiftede det. Vi er nemlig en af de heldige vindere af en pumpe løsning med dæklappegrejskum. Det er anden gang jeg punkterer, så nu ryger der et reserve hjul i :-)

Efter 3,5 timers ventetid på en bugseringsbil, var vi godt trætte. Og desværre var tiden knap til at vi kunne få et nyt dæk på. Men det lykkedes os alligevel at nå det, selvom bugseringsmanden var en noget studs fyr. Han blev sur over, at jeg tillod mig at konferere med SOS International via telefon, nu når han skulle tale med mig. Mit spørgsmål til SOS var blot "hvad betaler SOS International nu da de havde været 3,5 timer undervejs, i tilfælde af vi ikke kunne få et nyt dæk, hotel eller lånebil? SOS tilbød en lånebil".

Turen til Seesen autoreif service, blev ikke bedre af at bugseringsmanden gav mig en verbal overhaling, hvorpå jeg måtte undskylde overfor manden, selvom jeg blot havde taget aktion på hans udsagn om, at vi nok ikke nåede at få et nyt dæk på idag.

I al den tid dette stod på, forsøgte min kone på flydende Tysk at forklare manden hvilken situation vi lige havde været i, og vi havde ventet meget længe, samt at SOS havde sagt at vi var heldige at det var kl. 14.00 om eftermiddagen, da alle dækcentre havde åben. Og så får vi lov at vente i 3,5 time. Nu var kl. 17.30

"Kære læser - 3,5 time - havde det været dig, så havde du måske stået på autobahn i krybesporet, uden mad, drikke, og børneunderholdning i stegende hede!! Tænk lige på det scenarie."

Vi ankom til Seesen kl. 17.45, og de havde heldigvis det dæk vi skulle bruge, alle deres mekanikere var gået for idag, men kontorpersonalet klarede skærene. Perfekt. Hvad med betaling. (OBS!! I tyskland er det meget få steder de tager kreditkort udenfor byerne og raststelle, så vær beredt på, at have nok Euro's med på sådan en rejse) Heldigvis kunne dækmanden godt tage American Express. "Øh! Hvor mange har lige American Express?". Det havde jeg heldigvis, men jeg er nok mere et unikum hvad det angår, da en Danske Bank sælger har fået prakket mig sådan et kort på. Nuvel! Dækket blev betalt, bilen blev kørt af fejebladet og ind i dækcenter hallen. 

Den sure bugseringsmand kom farende ind efter han havde løst opgaven, og bad mig underskrive 2 steder på et "leistungsnachweis" OBS OBS!! Skriv aldrig under på noget før du har gået en tur rundt om bilen ALDRIG!!!! ALDRIG,ALDRIG!!!! Gå stille og roligt ud, og gå en tur rundt om den bil en anden person lige har haft i sin varetægt. Det er din bil! 

Man er træt, frustreret og udkørt. 2 børn der græder, lige oplevet en punktering med 130 km/t. skulle tage hurtigt stilling til en hel masse ting, det er varmt og så kommer han der og vifter med et stykke papir, som du lige skal underskrive. Jeg nævner det lige igen. SKRIV ALDRIG UNDER PÅ NOGET FØR DU HAR FORSIKRET DIG AT BUGSERINGSMANDEN ELLER VÆRKSTEDET IKKE HAR FORVOLDT SKADE PÅ DIN EGENDEL.

Jeg skrev selvfølgelig under - Det gjorde jeg? idiot og jeg har endda været i Avis Biludlejning i ni år. tsk tsk tsk! Smart i en fart. Bugseringsmanden jonglerede med nogle store gule fikseringsstænger, som han lagde bag hjulene. Der var ingen skade da han kørte bilen op på ladet, men da han havde afleveret bilen var der en bule i døren. Imellem vangen og dørpladen. Et helt umuligt sted!

Sagen er nu påstand mod påstand. SOS International har afvist skaden, da de ikke kan få skaden dækket hos skadevolder, der hårdnakket påstår at han har afleveret bilen i perfekt stand - bare se på "leistungsnachweis". Hmm! 

Jeg gentager endnu engang - Skriv aldrig under på noget - uden du har checket det først. SOS International har fortalt mig, at det er ikke første gang dette er sket, så tænk dig om.