En af de nemmeste måder at gøre sig upopulær på er at hævde, at en bestemt by, landsdel eller ø er det bedste sted i Danmark. Alle dem, som bor, har boet eller har fundet deres livsledsager et andet sted, synes, at man har tabt sutten og ikke har forstået, hvad der fik Keld til at fri til Hilda.


Men … Sønderjylland er nu noget ganske særligt. Der er et tidevandsvekslende vadehav med et dyreliv og planter, som ikke findes andre steder i verden. Der er en em af parti-
uafhængig danskhed med et „d” så stort som Dannebrog. Der er Schackenborg med kornprinsen og slotskroen lige ved siden af, hvor man spiser, som var man i arverækkefølge til en fantastisk centralt beliggende bolig i København. Der er Ribe, Danmarks ældste by, som i 2010 fylder 1.300 år. Der er huse og haver så pæne, at man ikke går fra gade til gade, men snarere bladrer i et boligmagasin, når man bevæger sig rundt. Og spegepølser, hesterejer og marsklam må man heller ikke glemme … eller et vaskeægte røgeri på Rømø … eller et adrenalinpumpende race med en strandsejler på Sønderstrands kilometerbrede strande.


Men oven over alting styrer sort sol. Glem alt om galapagosskildpadder, Barentshavet, blåhvaler og grænseoverskridende vandfald i Nordamerika. At se en halv million stære opføre en ufrivillig ballet fra tusmørke til skumring er en begivenhed, man følger med en perlefiskers tilbageholdte åndedræt.


Stilhed før stære


Små, sporadiske stæreflokke ses som sorte, spillevende sejlende silhuetter. Sagte, symfonisk sagte, svævende ... søgende som samvittighedsfulde, søvnhungrende sociale samaritter. Solen slukker sendrægtigt sig selv som sensommeraftenens skinnende, skoldende, solrøde strålende stjerne. Solidarisk stævner stadig sultne små, sejlivede stære synligt sammen som solformørkende sorte skygger. Synkront sværmende. Smukt, storladent … sejt. Så skærpes scenariet stille. Sønderjysk sort sol samler sig – snart småt, så storslået, så sindsoprivende sejrrigt synligt. Showtime! 


Der kommer flere og flere fugle. Først adstadigt. Så eksplosivt. Himlen fyldes brat af hobe af stære. 


De vil søge ly for natten i marskens tagrør. Indtage en natmad af stankelbens- og gåsebillelarver efter en lang dag med at æde sig fede. Det skal trækdyr.


Men stærene er ikke de eneste under den nedgående sol. Rovfugle kredser over det gigantiske
tagselvbord, der spreder vingerne i det svindende dagslys. Det er dem, der spreder skræk og udløser et spektakulært teater. 


Som en flok antiloper jagtet af en hunløve må den enorme sværm finde et modtræk. Men der er ikke kun én dræbende forfølger. Adskillige høge er klar med kløer og næb. 


Fugleflokkens forsvar er en fascinerende opvisning i flokdisciplin. Skiftevis spreder og samler den sig lynhurtigt i kalejdoskopiske formationer, undviger op/ned og højre/venstre og forvirrer angriberen. Nogle gange går stærene til modangreb, borer deres næb ind i fjenden og gylper og skider høgene til jorden. 


Det er en kamp for overlevelse mellem jagede og jagere, en scenografi på liv og død, et teaterstykke, som ikke står tilbage for selv det mest fantastiske festfyrværkeri.


Af Eric Andersen