Verdensnatur nord for polarcirklen

Vi er flere hundrede kilometer nord for polarcirklen, men alligevel føler vi ofte, at vi befinder os i det sydligste Norge. Blomsterne på Senja-øen er overvældende i deres farvepragt, birketræernes blade er lysegrønne, sandstrandene byder sig lokkende til, og temperaturen er pænt over de 20° C her i det sene forår. Vandet er dog ikke langt over fem grader. 


Senja, der ligger umiddelbart syd for Tromsø, er Norges næststørste ø og er et miniature-Norge. Den er langt mindre kendt og besøgt end Lofoten længere mod syd, selv om den nemt kan give Lofoten kamp til stregen med sin store mangfoldighed og skønhed.


Landskabet på Senja veksler mellem blidt bølgende marker og bondegårde mod øst og vilde, savtakkede bjerge, som stræber mod himlen, inde midt på øen. Fjelddramatik er der også rigeligt af oppe ved Ersfjord, hvor klipperne rejser sig en kilometers penge lodret over havet. Smukke skærgårde er der langs det meste af vestkysten, ikke mindst ved den lille oprindelige fiskerbosættelse i Hamn. Ikke underligt, at øen er synonym med sagn og myter. Det gælder ikke mindst troldenes tilstedeværelse på øen. Selv om det nok er turistindustriens dygtige indsats, især rettet mod børnene, er Senja stedet, hvor trolde nødvendigvis må holde til.


Tung trold tiltrækker turister


Leif Rubach er stifter og ejer af en af Nordnorges største familieattraktioner, Hulder og Trollparken på Senja. Og, med al respekt for Leif, så ligner troldene faktisk indehaveren. Leif har lange, lyse lokker, en rar tud og et herligt glimt i øjet, som enten har inspireret ham til at forme de talrige trolde, som findes i denne herlige troldepark, eller også har han hentet inspirationen fra gamle tegninger af Senjas trolde og derpå tilpasset sit ydre derefter.


Hulder og Trollparken er det meste af et dagsbesøg værd. Især ungerne vil være henrykte. Et ideelt sted for børn, som måske lige har fået nok af far og mors naturoplevelser på en rundrejse i storkommunen Troms. Senjatrollen er verdensmester. Han er både den største og tungeste trold i verden. Måler næsten 18 meter i siddende stilling og vejer mere end 125.000 kilo. Endelig har han fundet en kone. Det skete i 2007, da han og Trollkjerringa fra Kjerringberget lovede hinanden troskab, så længe Troll-øen Senja består. 


Inden i Senjatrollens mave får man via talrige montrer med livagtige troldefamilier indblik i hans eventyrlige verden. Disse bygger alle på gamle Senja-sagn. I Hulderheimen ved siden af Trollet ligger restaurant og café. 


Specialist i ørne-spotting


På vejen til Senja passerer vi Sommarøj, hvor vi tilbringer nogle timer sammen med Halvor Ludviksen. En passioneret naturelsker, som lever i og af den natur, han sætter så stor pris på.


– Har I husket vandrestøvler, vanter, hue og vindjakke, spørger han, da vi møder ham lige ved foden af et højt fjeld, som vi skal op på toppen af. Han fører os kyndigt op ad ofte usynlige stier på skiftevis græs og klippe. En let byge har sat ind, efter at vi har vandret en times tid, og så er det tid at finde læ og ly.

Halvor breder et stykke plastic ud på den våde klippe, så vi kan sidde ned uden at blive våde bagi. Han har medbragt varm kaffe og tørkager, som vi nyder i hans gode selskab. Han fortæller om sit arbejde som naturguide i dette fantastiske område, som på den ene side er råt Atlanterhav og på den anden et virvar af holme, vige og fjorde. 


Halvor peger op mod himlen, hvor et stykke med blåt viser sig.


– Så kan vi godt vandre videre, for nu begynder solen snart at skinne, lover han, og vi vandrer atter opad i et roligt tempo. Halvor har ret. I løbet af en halv time er der stort set ikke en sky på himlen. 


Vores mål er at se havørne – det er han specialist i at spotte. Men for en sjælden gangs skyld har han ikke heldet med sig. Vi ser ingen ørne. Til gengæld har vi et overjordisk smukt syn ud over Atlanterhavet, da vi når op på toppen af fjeldet. Det magiske lys ud over det vældige ocean så langt nord for polarcirklen kan ikke opleves bedre noget sted på kloden. 


Men Halvor accepterer ikke, at vi skal tage afsked uden at have set de prægtige ørne, så han inviterer os om bord på sin lille motorbåd og sejler os rundt omkring holme og vige og runder det fjeld, vi før havde besteget. Omtrent halvvejs rundt om fjeldet slukker han motoren og hiver sin kikkert frem. Så nærmest hvisker han, at vi skal kigge i hans fingers retning, og ganske rigtigt: Nu kan vi beundre synet af disse store rovfugle på rimeligt nært hold i deres naturlige omgivelser ved den stejle klippevæg.


2.000 meter høje tinder


Små hundrede kilometer inde i landet, efter at have sejlet med færger, fulgt vidunderlige veje langs fjordene og kørt ad serpentinerveje i fjeldene, når vi til den østlige side af Lyngsalperne, hvor vi indlogerer os på Lyngen Lodge. En overdådighed af luksus, smag og stil, som både er indrettet til sommerturister og skifolket.


Lyngen Lodges fortræffeligheder ufortalt er det hotellets beliggenhed på en klippeafsats lige oven over den fjord, som deler de majestætiske Lyngsalper, der er det bedste. Bjergene er henved 2.000 meter høje, måske ikke svimlende i sammenligning med Alperne, men de rejser sig lodret over fjorden i al deres magt og vælde med dybe furer og revner, hvor sneen selv i slutningen af juni kliner sig fast til de nederste granitvægge.


Ikke langt herfra tager vi på en forrygende flodsejlads i en langbåd. Vi skal på en tre-timers sejlads dybt ind i Reisa Nationalparken, hvor målet er Norges næsthøjeste vandfald, Mollisfossen. Den første times sejlads er på stille vand igennem en kløft, men så når vi ind i de såkaldte rapids – naturlige forhindringer i form af smalle passager med lav dybde og kraftig strøm, som vores bådfører behændigt må navigere igennem for ikke at grundstøde. Her bliver det rigtig vildt – og sjovt. 


Bjørn, ulv, polarræv og jærv 


Denne passage tager nogen tid, før vi når ind i et smalt jungleagtigt kløftområde, hvor alt ånder fred og idyl. Kun fjerne lyde fra fossende vandfald og ihærdige fuglestemmer bryder stilheden.


Oplevelsen af at være midt i det vildeste vilde krydres af den kendsgerning, at her lever „de fire store” – bjørn, ulv, polarræv og jærv. Allerede et kvarters tid før vi når målet, hører vi i det fjerne de buldrende masser fra Mollisfossen og ser langs elven et inferno af vanddamp stige højt til vejrs. Så ved vi, at vi er nær ved målet.


Bådføreren lægger til i en gryde i elven, og så vandrer vi igennem en tunnel af birkeskov, mens lyden af vandmasserne tager til i styrke. Pludselig hører vegetationen op, og vi har Mollisfossens 269 meters fald foran os. Vi bevæger os så langt ned til faldet, som vi kan, uden at blive gennemvædet af den evige vanddamp, som vælter ud fra faldet. Lige her føles det koldt, men tilbage i både nærmer temperaturen sig de 25 grader. Svært at begribe, at vi befinder os langt nordpå. Endnu et paradoks er føjet til de talrige, som vores heldige naboer deroppe er så rige på.


Studenterbyens fristelser


Det naturlige udgangspunkt for ikke alene besøget på Senja, men flere spændende attraktioner i dette store område er „hovedstaden” Tromsø. Byen ligger en anelse inde i landet og er overalt omgivet af fjorde og bugte. 


„Porten til Ishavet” og „Nordens Paris” er et par af de betegnelser, som byen har fået. Det første er indiskutabelt, idet den med sine 60.000 sjæle er det nordligste store bymæssige område i Norge, og Tromsø er et vigtigt knudepunkt for alle fragt- og passagerskibes trafik mod syd og nord. „Nordens Paris” skulle stamme fra en tysk gæst, som for godt hundrede år siden besøgte Tromsø og bemærkede et fransktalende og kulturelt dannet borgerskab. Andre har forbundet det franske med byens sprudlende café- og forlystelsesliv.


Centrum ligger mellem fastlandet og Kvaløya, forbundet at to store næsten rundbuede broer. Selv om der også er bygget nyt og moderne, har forbløffende meget af byggeriet i den gamle by fået lov at stå intakt med træhuse. Ikke underligt, at mange føler sig tiltrukket af dens charme. Indbyggertallet på ca. 65.000 stiger hvert år med hen ved tusind – en stor del er studenter på universitetet, og de sætter deres præg på det livlige caféliv. For at klare udfordringer med infrastruktur i et ekspansivt område har man bygget imponerende tunneller under vand og igennem fjelde. Hvor mange steder finder man rundkørsler, vejudfletninger o.s.v. i et tunnelsystem dybt under havbunden? 


Tekst og foto: Jens Henrik Nybo