Det kan være helt fint at komme på glat is – f.eks. hvis man står på skøjter. Men at komme på glatis og sejle rundt i trafikken som en moderløs Bambi er både tåbeligt og livsfarligt – og ulovligt, hvis det er dækkene, der er skyld i, at man ikke kan stå fast. 


I Danmark er der ikke krav om, at man skal køre med vinterdæk om vinteren – her er det nok, at mønsterdybden er min. 1,6 mm

– FDM anbefaler, at man skifter dækkene, når de når ned på 3 mm. Men i en række europæiske lande er vinterdæk et lovkrav, ligesom der også kan være krav om, at de skal have mindst 3 eller 4 mm’s mønsterdybde. 4 mm’s mønsterdybde er f.eks. et krav i Østrig.


– Hvis skiferien går til f.eks. Østrig, så gør dig selv den tjeneste at tjekke, at vinterdækkene ikke er lige på grænsen. Det er ikke så overvældende meget, de 1.300-1.500 km derned slider på dækkene, men der skal være lidt at give af, siger Motors biltekniske redaktør, Søren W. Rasmussen.


Brug kortet her på siden som en rettesnor, og se www.fdm.dk/motorlinks for detaljer om lokal skiltning, regler for snekæder, og i hvilke måneder vinterdæk er påkrævet m.m.


Af Eric Andersen