Trafikanter skal i god tid holde vejen åben for udrykningskøretøjer og om nødvendigt standse. Sådan står der i færdselsloven, og det burde være let at forstå og huske. 


Men sådan ser det ikke ud, når man sidder bag rattet i en ambulance, brand- eller politibil. Her er det tydeligt, at nogle bilister har travlt med alt muligt andet end at følge med i trafikken, og det koster udrykningskøretøjerne livsvigtige minutter.


– Folk bliver mindre opmærksomme i trafikken, og mobiltelefonerne har fjernet folks fokus ekstremt. Det er helt tydeligt. Man kan se, at de sidder med en mobil ved øret eller lægger den på sædet eller ned mellem benene, når de endelig opdager os. De bilister forsinker os meget, siger viceberedskabschef i Egedal Kommune, Thomas Emil Hammerum, der i 11 år indtil for nylig kørte lægeambulance i København og på Frederiksberg.


Hører og ser intet


Mobiltelefoni og uopmærksomhed betyder, at bilisterne alt for sent opdager, at de skal gøre plads for blink og „baabuu”.


– Bilisterne blokerer ikke for os med vilje, og det er kun et fåtal, der helt bevidst chikanerer. Men folk er generelt uopmærksomme og får et chok, når de får øje på os. Bilen slingrer, og de forsøger hurtigt at komme ud til siden, forklarer Martin Damm, stationsleder hos Falck i Tårnby. 


I Foreningen af Kommunale Beredskabschefer har man også bemærket bilisternes mobiltelefonitis. Både den ulovlige håndholdte samtale og den lovlige håndfri med høretelefoner eller Bluetooth.


– De bilister, der snakker i mobiltelefon, er ofte helt uden for rækkevidde. De hverken hører eller ser noget. Særligt slemt er det i dagslys, hvor det er nemmere at overse blinkene, siger bestyrelsesmedlem i foreningen, Sven Urban Hansen, der tillige er beredskabschef i Sorø Brandvæsen. 


List ud for rødt


Hovedparten af bilisterne er dog opmærksomme og flytter sig, men især i storbyerne kan de risikere at blive fanget i trafikken.


– Vi oplever flest problemer i byområderne, da der jo er mest trafik. Især i lyskryds kan der ofte være spærret, når mange holder for rødt, erfarer driftschef Thomas Dietz i Falcks Region Midt i Århus.


Bilisterne kan dog selv være med til at løsne trafikknuden ved – helt lovligt – at snige sig ud for rødt.


– Man skal jo give plads til udrykningskøretøjer, så man må godt køre lidt frem for rødt for at give plads, men kun når det er sikkert og forsvarligt. Man skal være meget forsigtig, siger Allan Nyring, politiinspektør ved Rigspolitiet, Nationalt Færdselscenter. 


Af Anders Wendt Jensen