Et gult symbol i Børge Jørgensens Mazda 3 lyste op, tre måneder efter at garantien på bilen udløb. Det var en fejl på antiudskridningssystemet ESC, som Mazda kalder DSC, og løsningen var en udskiftning af en hydraulisk enhed til ABS- og ESC-systemet. 


Fra sit lokale værksted fik han et tilbud om kulance på reparationen, men værkstedet ville have 33.000 kr. for en ny enhed. Da Børge er bosiddende i Haderslev, undersøgte han prisen i Flensborg, og her kunne han spare 6.000 kr., så bilen blev sendt til Tyskland. 


Men kort før jul 2009 var Børge på besøg hos sin Mazda-forhandler, og her fik han overraskende at vide, at prisen på hydraulikenheden var sat markant ned, så en reparation i dag koster omkring 10.000 kr. 


Stor avance, lille kulance


Motor har kontaktet Mazda, der bekræfter, at prisen på enheden er faldet markant efter to års forhandling med fabrikken. Til glæde for kunder, der fremover måtte få problemer med enheden – men altså ikke for Børge Jørgensen.


– Prisnedsættelsen afslører, at det ikke havde kostet Mazda meget at være kulante her. I stedet har de valgt at tjene stort på enheden, der ikke kan være dyr at producere. Det kan man som bilejer ikke gardere sig imod, siger Jørgen Jørgensen, FDMs tekniske rådgivning, der har hørt fra en del Ford Focus- og Peugeot 207-ejere, der har oplevet samme problem.

kml