Mors er en ø, mens Nordsalling må leve med titel af halvø. Deres nærhed til hinanden både i det ydre og det indre har dog altid fået dem til at fremstå som et tvillingepar. Naturen er mild og venlig alle steder. For det meste blidt kærtegnet af Limfjorden, men indimellem viser naturen også temperament, og man erindrer Erik Bertelsens „Blæsten går frisk over Limfjordens Vande”.


Når man står øverst på Salgerhøj og skuer ud over det nordligste af Mors, bliver man både lidt sentimental og national. De blidt bølgende marker med skiftende farver, det dybblå vand, som smyger sig ind og ud langs landets vilkårlige bugtninger, og de spredte gårde i det opdyrkede land er uimodståeligt.

En livlig trafik af de små færger, som betjener den del af Limfjorden, sejler på kryds og tværs og sikrer sammenhæng i vort lille land.


Pinen og Plagen gik i bro


Kendte personligheder som Johannes V. Jensen og den norske digter Bjørnstjerne Bjørnson havde en nær relation til Mors. Det var for resten Bjørnson, som engang skrev om øens mange kirker: „Enten er morsingboerne meget kristne, eller også er de ukristeligt dovne.” I nyere tid har Jantelovens fader, Aksel Sandemose, boet i Nykøbing M. - øens eneste købstad. Nykøbing ligger lige nord for dér, hvor Sallingsundbroen rammer land. Denne meget elegante moderne bro fra 1978, som gjorde de to småfærger, Pinen og Plagen, arbejdsløse. Mange græd dengang, men i dag ville ingen undvære den hurtige forbindelse mod øst. 
ordsalling med lille kønne Fur øverst er som Mors også driftigt bondeland. Fur konkurrerer skarpt med Mors om at have de mest imponerende molerklinter. Bryghuset og dets gode øl er øen dog alene om. Jeppe Aakjær boede frem til sin død i 1930 på gården Jenle i det østlige Nordsalling. I dag er der rundvisninger i hjemmet. Nok ikke en storslået oplevelse, men en vigtig brik i forståelsen af egnens sjæl. 


Af Jens Henrik Nybo