Folk kommer for at opleve Yellowstone, for den er som regel det eneste, de kender. Men mange ender med at forelske sig i The Grand Teton.


Den lokale amerikanerstemme er tør og hæs og synger med den særlige dialekt, som kendetegner området. Vi befinder os i Cheyenne, hovedstaden i Wyoming, én af de lidt oversete og glemte stater i det vestlige USA. Wyoming ligger godt gemt mellem kartoffelstaten Idaho og indianerstaten South Dakota.


– W(h)y-oming? lyder det jokende fra en god ven inden min afrejse.


– Hvorfor vælge Wyoming, når du kan dase på Miamis strande, shoppe i New York eller feste med stjernerne i Californien? Tja …


Tvivl eller ej, så er der ingen vej tilbage nu – kun frem, og den kører jeg ad med udsigt til et øde prærieland, ubeskrivelig store vidder og klipper i et papmacheperfekt landskab.


I grøften af grin


Syv timer og et ømt bagparti senere stiger jeg ud af Toyota Corollaen i Jackson. Hastighedsbegrænsningen har varieret mellem 65 og 80 miles i timen, 104 og 129 kilometer i timen. En nyttig målestok til at regne køretiden ud er afstanden i miles gange to, så har man en cirkatid i minutter – uden vejarbejde og dyrestop vel at mærke. Den hæse amerikaner røbede, at man med god samvittighed kan lægge fem mil til hastigheden. Det svarer til de ti kilometer i timen, de fleste danskere kører for hurtigt. Selvfølgelig er det ikke anbefalelsesværdigt, og slet ikke i landskaber som disse, hvor udsynet ofte snyder, og hvor det kan være svært at se eventuelle forhindringer, før de er lige foran en - og det er for sent. Derudover er der steder, hvor lastbilerne har friere rammer og flere rettigheder end personbilerne. Vær derfor opmærksom på skilte, der signalerer, at det er dig, der har vigepligten. Pay attention, or pay the price står side om side med skræmmende kors i vejkanten.


Med et koncentreret røntgenblik på hver eneste af slagsen – skilt, altså – er det ironisk nok det, der nær får mig i grøften af grin, da øjnene falder på det enestående og meget udanske byskilt: Buford, population 2. Hvor sjove er deres byfester mon?


Forelsket på stedet


Hvis man står op inden solen om sommeren, har en vis herre ikke fået sko på endnu. Men i The Grand Teton i Nordvestwyoming kan det godt anbefales at tage sine egne på så tidligt. Her venter en naturoplevelse, National Geographic får meget svært ved at konkurrere med. 


The Grand Teton er en mindre nationalpark tæt på Yellowstone, og derfor betragter de fleste det som én destination. Og man må absolut heller ikke snyde sig selv for en dag eller mere i The Tetons. Kør ind i parken sydfra og følg vejen langs Snake River. Inden solopgang er der gode chancer for at se dyr, man normalt kun ser i zoologisk have. Men i det naturvilde vest skal man være forsigtig. Be bear aware, står der på store skilte. Og det er ikke for sjov. Efterladt mad kan blive din eller en andens skæbne.


Det vildeste, jeg dog møder denne morgen, er brølende bisonokser, der græsser dagens første måltid, mens Tetons dramatiske tinder rejser sig i morgensolen. Synet er balsam for samtlige sanser, og med ét forstår jeg amerikaneren, der sagde, at alle forelsker sig i The Grand Teton. Jeg er i hvert fald forelsket – i og på stedet! Og endnu uvidende om, hvad der venter …


I de pioner’ske dage …


Året er 1872, da Forbundsregeringen beslutter sig for at frede knap 9.000 km2 land i staten Wyoming. Området kalder de for Yellowstone. I dag kan parken, en meget forsimplende betegnelse for et areal, der er tre gange så stort som Fyn, prale af at være verdens første nationalpark og én af USAs største. 


Parkens navn giver al mulig mening. Ved Upper og Lower Falls, stedets berømte vandfald i The Grand Canyon, er der klipper i alle gule og orange farver og kæmpemæssige formationer. Hver eneste udkigspost, og dem er der altså en del af, afslører nye dimensioner, farver og udtryk. Det er slet ikke nok at se vandfaldene fra én vinkel, snup tre, fire eller fem forskellige viewpoints, som er grundigt indtegnet på de kort, man får udleveret ved indkørslen.


Lower Falls er de mest dramatiske, og det er også her, der er bedst mulighed for at se bjørne, bison, elge, antiloper eller andre dyr. Men overalt er naturen unik. Mine wow-udbrud overgår næsten gejserne langs Yellowstone Lake, der danner en idyllisk ramme om 30 procent af hele verdens gejsere. 


Yellowstone er lukket fra oktober, og forårsåbningen er afhængig af vejret. Parken har derfor en relativt kort sæson, som let kunne gøre stedet til en trængt turistmagnet. Alligevel er der stille og smukt. Jeg fylder lungerne med frisk luft, ørerne med fuglesang og lader øjnene indtage de kolossale landskaber, som skifter hurtigere, end rangeren kan nå at råbe coyote!


Det er nu ikke en ranger, men en rand af biler langs vejen, der pludselig gør mig opmærksom på det springende vidunder, som laver ravage på vejen. Alle vil have et glimt i kikkerten eller et billede i kameraet, og når én bil holder stille, så holder alle andre også stille. Stop betyder dyr forude på disse breddegrader, og pludselig mærker man, hvor mange mennesker naturen kan skjule.


Det gør man også om aftenen. Der er ikke mange hoteller i parken, og hvis man ønsker at tilbringe mere end én dag i de paradisiske omgivelser, kan Lake Hotel anbefales. Her samles naturfolket og deler dagens dyreoplevelser. Se i bjørnebogen i lobbyen og få tips til, hvor næste dags udkig skal ske. 


Rygende regnbue …


Old Faithfull er efter sigende en absolut mustsee i Yellowstone. Gejseren har fået navnet, fordi den er trofast med sine udbrud – med andre ord: Der er garanti for et godt show. Men nogle gange er rygterne vildere end virkeligheden, og her er et pragteksemplar.


Til gengæld er jeg totalt uvidende om Grand Prismatic Spring og har egentlig passeret den simple afkørsel og det lille skilt, som er den eneste ledetråd til stedet, da jeg fortryder og vender om. Det viser sig at blive rejsens bedste beslutning.


Fænomenet er fantastisk. Grand Prismatic Spring består af tre små søer på en klippe, som danner et særligt biologisk område med kemiske kombinationer. Resultatet er en unik farvesymfoni – en rygende regnbue på jord- og vandoverfladen, som uden tvivl vil forskyde ens tidsplan.


Således forlader jeg da også nationalparken – naturligt beriget, bogstavelig talt, men meget sent på den. Ærgerligt, at Montana ikke længere er lovløst land hvad angår fartgrænser, tænker jeg, sætter Corollaen i gear og et midlertidigt punktum for Wyoming. 


Nine Quater Circle Ranch er én af de mange dude-ranches (en dude er en bybo, der ikke har kendskab til western-livet) i staten Montana, også kaldet Big Sky – nogen har åbenbart ment, at himlen nord for Wyoming var større end alle andre steder. Men på ranchen kan man tilbringe en weekend eller ferie og nyde landlivets rolige atmosfære og den friske bjergluft. Og Nine Quarter Circle Ranch opfylder alle idylliske præriefantasier.


Stå op med solen, fisk, hike eller das dagen lang med et græsstrå i mundvigen og tag en ridetur i solnedgangen som Lucky Luke. Der er plads til 70 gæster i de små, hyggelige hytter med egen brændeovn, bad og toilet. Alle måltider er fælles ligesom The Social Hour inden middagen, hvor der udveksles røverhistorier over gin med en anelse tonic. Lidt skal der jo være til at holde eventuelle bjergmyg på afstand.


Efter halvanden drink afslører verden sin minimale størrelse: Én af de andre gæster, en ældre amerikaner, har nære slægtninge i samme sydfynske provinsby, som denne imponerede dansker er vokset op i! Det er ikke Yellowstone, men det udløser et wow alligevel. Og afskedsknusene forsinker mig mere end Grand Prismatic Spring, da jeg efter et alt for kort ophold må videre – med gensynsgarantier så store som Montanas big sky.


En tindrende tur


Big Sky er også navnet på et ressort i Montana – faktisk USAs største skisportssted – og, finder jeg hurtigt ud af, en helårsdestination for højdeelskere.


Efter en grundig introduktion til den såkaldte zipline begynder 20 minutters bjergbestigning. Om det er det tunge sikkerhedsudstyr, den varme hjelm eller nervøsiteten for det, der venter på toppen, er svært at sige, men jeg puster mere end ranchens vilde heste, da jeg når frem. Nedturen fremkalder til gengæld kun frydefulde hvin og udslåede arme.


En zipline kan sammenlignes med en svævebane. Man suser af sted i en karabinhage på en line mellem to træer på bjergskrænterne. Og så er der ellers dømt fri leg mellem Rocky Mountains’ tinder. Det er sikkert, det er sjovt, og det er for alle. Og mine tre zips er ovre alt for hurtigt. 


Det samme er selve rejsen. 
W(h)y-oming? spørger jeg mig selv igen, da jeg atter hænger i luften – denne gang i et fly over Atlanten. Men denne gang er der ingen tvivl. Jeg hvisker et stille wow og sender en tanke til Yellowstone. Et sted derovre er der sikkert en gejser i udbrud lige nu.


Af Mette de Fine Licht

fotos: Søren Østerlund