Der dufter som i et bryggeri, når man kigger indenfor på Danmarks „grønne” Inbicon-raffinaderi i Kalundborg. Den let sødlige duft hænger over det meste af det metalskinnende hightechanlæg til en halv mia. kroner, som ejeren, Dong Energy, betegner som et biomasseraffinaderi.
Her bliver simpel halm fra de omkringliggende marker opgraderet til tre værdifulde produkter: energipiller, flydende foderstof og ren sprit. Det sidste kaldes også bioætanol og er interessant som brændstof til biler. Fem-ti procent kan uden videre tilsættes benzinen, og nogle biler kan køre på 85 procent ætanol.
Selvom det kaldes et demonstrationsanlæg, er anlægget formentlig det største af sin slags i verden og er et meget konkret eksempel på den revolutionerende energifremtid: andengenerations-bioætanol-teknologi. Ved hjælp af nye enzymer fra bl.a. Novozymes kan halm „slås i stykker” og efterfølgende gæres til ædel brændstof med meget lavt CO2-udslip. Anlægget kan håndtere 30.000 ton halm årligt og fremstille 5,4 mio. liter ren sprit.
– Det begyndte egentlig for 10-12 år siden som et projekt, der gik ud på at rense halmen for materiale, der drillede, når halmen skulle brændes af i kraftværker, fortæller leder af Dongs store demonstrationsanlæg Benny Mai.
Men undervejs blev teknologien forfinet, og nye muligheder viste sig.
– Det er lidt vores held, for nu er vi blandt de absolut førende i verden, siger Benny Mai, der forklarer, at de tre produkter tilsammen giver en CO2-reduktion på ca. 75 procent, når den nødvendige energi til processen er trukket fra.
Inbicon-anlægget i Kalundborg skal afprøve teknologien i stor skala, hvorefter Dong vil sælge teknologien til andre firmaer over hele verden og måske selv opføre nogle en dag. Første ordre er kommet fra et japansk firma.
Slipper aldrig op
Dansk landbrug kan levere halm nok til 400 mio. liter bioætanol – 20 procent af det danske benzinforbrug. Halvdelen af halmen bruges allerede i dag i kraftværker, men ætanolteknologien giver omtrent lige så stor miljøgevinst, så potentialet er der til flydende bilbrændstof, der aldrig slipper op.
For enden af Inbicon-anlægget dufter der helt anderledes end i „bryggerihallen”. En skarp odør møder næsen, når man får lov at stikke den ned i beholderen. 99 procent ren alkohol kradser noget mere end gin. Inden længe bliver det hældt på danske biler i en fem-procents-opløsning – Statoil har nemlig købt de første fem mio. liter af den rene danske energi.
Af Torben Arent og Søren W. Rasmussen




Billig autohjælp
Godt billån
Rabat på test og bilsyn
Fordelagtig forsikring
Teknisk og juridisk rådgivning
Bladet Motor
Rabat på campingpladser
FDM forbehold
FDM mastercard
Camping
FDM travel
Køreteknik og motorsport
Netbutik

















