Duften af ny bil får mange til at trække i spenderbukserne. Ikke fordi den „gamle” bil ikke kører godt eller dækker behovet, men for at der skal ske noget nyt. Men er økonomien lidt trængt, så kan du få lidt af samme fornemmelse med din nuværende bil ved at friske den lidt op og give den en teknisk opgradering. 


Nogle skifter bil hvert tredje år eller oftere for at nyde glæden ved en ny bil og trygheden ved en dugfrisk fabriksgaranti. Men værditabet er højt i bilernes første leveår, og den gode totaløkonomi i bilejerskabet indtræder typisk fra bilens tredje til sjette leveår. Her har man en forholdsvis driftssikker bil, som fortsat er relativt tidssvarende hvad angår sikkerhed og miljø. 


Ved at skifte hvert sjette år i stedet for hvert tredje undgår man at handle bil en gang. Det kan der være god økonomi i, idet man typisk taber mellem 10.000 og 30.000 kr. ved hver handel foruden selve værditabet. På dyre biler kan beløbet endda være op mod 50.000 kr. 


Men penge lugter som bekendt ikke – og slet ikke af ny bil. Så når nu du sparer lidt på at beholde bilen længere, kan du passende bruge nogle af dem på at give bilen en tur. Det er ikke det samme som en ny bil, men det kan give følelsen af, at der er sket noget nyt.


Vælg med omhu


Det giver vi et par eksempler på, disse sider. Der er mange ting, du kan gøre. Men vælg dine opgraderinger med omhu, for det er sjældent, at du får pengene igen, når bilen en dag skal sælges. Det kan altså ikke svare sig at sætte alle projekterne i gang – så kan du lige så godt købe en ny bil i stedet for. Men vælger du de billigere løsninger, kan du komme langt for bare 10.000 kr. 


Og det er jo langt mindre, end det koster at køre den nye bil ud over kantstenen ved bilforhandleren – og duften af ny bil holder alligevel kun nogle uger. Så vil de næste tre år i samme bil føles meget lettere.
Af Karsten Meyland Lemche