A t man er uskyldig, indtil ens skyld er bevist, er et grundlæggende princip i ethvert retssamfund. Men på ét område – kommunal parkering – har det haltet med at leve op til dette hæderkronede princip.


Én ting er, at flere kommuner tjener rigtig godt på betalingsparkering og udskrivning af bøder – uden at provenuet nødvendigvis kommer bilisterne til gavn. Det er et politisk forhold, som kommunalpolitikere og Folketinget må stå til ansvar for. En anden ting er imidlertid det juridiske grundlag, bøderne udskrives på. Her har kommunerne gennem en årrække meget dygtigt fået etableret en praksis, hvor P-vagtens ord vejer væsentlig tungere end bilistens. 


Gang på gang har domstolene lagt mest vægt på parkeringsvagtens udsagn, også i situationer hvor parkeringsvagten af gode grunde ikke kunne huske den konkrete sag, men blot har kunnet henvise til sin uddannelse og sine fastlagte rutiner. Hvad bilisten har kunnet huske, har i retssalene været mindre væsentligt, og risikoen for at blive dømt var overhængende. 



Den praksis har FDM ikke kunnet leve med, og som det kan læses i dette nummer af Motor, fik FDM ekstraordinært tilladelse til at indbringe sagerne for Højesteret. Og det gav resultat – Højesteret har nu slået fast, at det grundlæggende princip om, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist, også gælder for bilister, som måtte være uenige med de kommunale parkeringskorps.


Højesteret har med afsæt i Menneskerettighederne slået fast, at en parkeringsbøde er en straf, og at borgeren derfor har de samme rettigheder som i straffesager, og ikke mindst at der stilles samme krav til beviset for lovovertrædelsen som i straffesager i øvrigt.


Det er en klar sejr for bilisterne i særdeleshed og for alle borgere i Danmark i almindelighed. For mange af de medlemmer, som kontakter FDM i forbindelse med parkeringssager, er det ikke så meget de 510 kr., der er det centrale, men derimod den omstændighed, at deres hæderlighed anfægtes, når deres klare udsagn og erindring om en konkret parkering tilsidesættes; ikke af klar og objektiv dokumentation, men af parkeringsvagtens udsagn om egen uddannelse, rutiner og ufejlbarlighed.



Fremover er det op til kommunernes parkeringskorps at levere konkrete beviser for, at der er sket en overtrædelse. Det kan eksempelvis ske ved fotodokumentation. Kravene til beviser fra kommunernes side er blevet væsentlig skærpet, og kommunerne kommer til at ændre både i den måde, parkeringsvagterne arbejder på, og i den måde, eventuelle klager over parkeringsbøder behandles på. 


I FDM er vi ikke så naive, at vi tror, at kommunerne fra den ene dag til den anden er i stand til at ændre indgroede vaner. Derfor vil vi også holde et vågent øje med, at Højesterets praksis efterleves, ligesom den enkelte bilist fortsat bør forholde sig kritisk til pålagte parkeringsbøder og afkræve kommunen beviser for overtrædelsen. Hvis det bliver nødvendigt, er FDM indstillet på igen at gå i retten og slås for, at fundamentale retssikkerhedsprincipper også bliver overholdt, når kommunerne udskriver parkeringsbøder.