Pollen, trafikfilm, insekter eller bare regnvand. Uanset hvad det er, der sidder på forruden og hæmmer udsynet, skal det væk, før det går fra at være irriterende til at være farligt. Her er vinduesviskerne vigtige, og de er tilmed noget så sjældent som sikkerhedsudstyr, du selv kan skifte og påvirke kvaliteten af.


Motor har testet ti forskellige viskerblade til eftermontering. Fem af viskerbladene er af den nye type med indstøbt metalfjeder, der sørger for, at viskeren lægger et jævnt, højt anlægstryk mod ruden, og de fem andre er af den klassiske opbygning med et gummiblad ophængt i bøjleled. Testresultatet omfatter vurdering af såvel montering som funktion. Priserne varierer fra under en halvtredser til 459 kr. for et par.


Testresultatet er tydeligt: Viskerne med indstøbt fjeder er markant bedre end de klassiske systemer, når det drejer sig om at vaske vand og urenheder væk fra forruden. 


Testet i laboratorium


Vinderen af testen – Bosch Aero-twin – får som den eneste af de ti viskere seks stjerner og distancerer sig dermed fra konkurrenterne. Den billigste i feltet er der-imod ikke pengene værd.


Den vigtigste egenskab i testen er naturligvis viskernes evne til at rense forruden. Den egenskab er testet i laboratorium ved forhold, der skal afspejle både sommerkørsel (+20°) og vinterkørsel (-8°). Testen er gennemført på en VW Golf med originale viskerarme tilpasset de to typer af viskerblade. Viskernes egenskaber blev testet fra ny og efter længere tids brug.


Ved denne test markerede testvinderen sig ved at være bedst ved både vinter- og sommerdrift. Helt så godt gik det ikke for testfeltets bundprop – den billige universalmodel fra Unitec. Selv fra ny havde den svært ved at rense forruden ved minus 8 grader, hvilket udløste en dumpekarakter. Enkelte af de mere kendte mærker havde dog også store problemer i denne disciplin.


Kan tilpasses alle biler


Vi har stikprøvevis forsøgt at indkøbe viskerblade herhjemme til den testede VW Golf. Vi søgte hos tankstationer, biltilbehørsbutikker og ved en VW-forhandler. 


Ofte var der et ringe produktsortiment og et meget ringe fagkendskab på tankstationerne. Biltilbehørsbutikkerne er noget bedre, men her må man ofte vælge blandt de produkter, der handles i de enkelte kæder, og man kan derfor ikke købe lige præcis det produkt, man gerne vil have. Kun hos VW var service og information i top. 


Blandt de seriøse produkter er prisforskellene ikke store mellem de mærker, der klarer sig godt i testen, og så mere eller mindre ukendte mærker. Vi vil derfor anbefale, at man enten køber produkterne hos sin mærkeforhandler eller finder en butik, der ved, hvad de sælger, og som forhandler de mærker, der har bevist deres styrke i denne test. 


Vi har i alle tilfælde indhentet priserne for et sæt bestående af højre og venstre visker til forruden på en VW Golf IV, der afhængig af årgang findes med viskerarme beregnet til enten den ene eller den anden viskertype. Vil man montere de nye viskere med indstøbte fjedre på en bil, der ikke er født med denne type, kræver det i visse tilfælde brug af en medfølgende adaptor, der kan være lidt klodset at se på. Alternativt kan man undersøge, om man kan købe en helt ny viskerarm, der er beregnet til den nye viskertype. Sådanne findes til en VW Golf og koster 710 kr. uden montering. 


Af Søren W. Rasmussen 
i samarbejde med ADAC