Familiens seksåriges jubel skriger til både himlen og de resterende hotelgæster, 
der sender smil og overbærende blikke. „Man kan bare tage, hvad man vil have. Og det er helt gratis!” Den lille er netop steget op af poolen, tørstig efter sin undervandsekspedi-
tion. 


Helt gratis er sodavanden, hun sluger, nu ikke, men all inclusive-konceptet, der inkluderer alle måltider, drikkevarer og snacks, er genialt for familier med tørstige børn, eller hvis man, som os, rejser flere familier sammen. Ingen diskussioner om regningen, ingen mellemregninger – ingen penge overhovedet. „Jeg gi’r,” bliver den stående joke blandt de voksne, når vi endnu en gang sætter os ved bordet i buffetrestauranten eller henter en stribe café con leche i baren. Nemt og aldeles bekvemt. Og således afløses hverdagens travlhed på nul komma fem barbestilling af afslapning og ferieidyl. 


14 km finkornet sandstrand


Stranden er den indlysende hovedattraktion i Alcúdia. Den er ekspanderet voldsomt de seneste 15 år og strækker sig i dag fra Alcúdia via Playa de Muro og hele vejen til Ca’n Picafort. Man kan boltre sig på 14 kilometer finkornet sand, og det er lige noget for børn og barnlige sjæle – alle leger med og plasker i vandkanten.


Der findes egentlig tre forskellige Alcúdiaer. Den første er den oprindelige og lidt søvnige Alcúdia, som ligger et par kilometer fra kysten. 


Den anden er havnebyen Puerto Alcúdia, som er kernen i ferieområderne. Her ligger butikker og restauranter på den ene side af strandpromenaden og fiske- og sejlbåde på den anden side. Ved Puerto Alcúdia begynder den lange strand, og langs med den ligger den tredje og nyeste del, ferieområdet Playa de Alcúdia med alle hotellerne. 


Butikkerne i Alcúdia er overvejende i turistkategorien, og de to mødres shopping-gen rører på sig. Vi lever op til alle kvindeklicheer, da vi overlader børn og hovedrystende fædre til hotellet og drager i bus mod Mallorcas hovedby Palma bevæbnet med kreditkort, fornuftige sko og vandflasker.


Fra espadrillos til Miró


Med smarte boutiques og designerbutikker konkurrerer Palma efterhånden med Barcelona, hvad angår shopping. De elegante strøg Avda. Jaume III og Passeig des Born huser eksklusive mærkevarer som Cartier, Loe-we og Versace, men også butikker for en gennemsnitspung som spanske Massimo Dutti og Mango samt stormagasinerne Galerías Preciados og El Corte Inglés, der er Spaniens svar på Magasin. Dagens scoop er en sort håndtaske hos Mandarina Duck – 30 procent billigere end i Danmark.


I den billigere skala forsyner vi os med traditionelle mallorcinske espadrillos i smukke farver. Gaver til børnene må der også til, og ved Plaça Joan Carles I ligger Palmas bedste legetøjsbutik, Arlequin, som kan anbefales alle, der engang har været børn. Udstillingsvinduet sender en pil af nostalgi gennem selv den mest modne sjæl. Yoyoer, notesbøger og bolde ryger med i poserne til ungerne. 


Hvad der efterhånden gør mest ondt, er svært at afgøre: De let hævede fødder eller hænderne med mærker efter snærende posehanke. Men pause, det trænger vi til. Kursen sættes mod Plaça Major og en forfriskende gazpacho (kold grøntsagssuppe) serveret i glas med masser af isterninger. Både ben, plastickort og vabelhænder får et velfortjent hvil, mens vi nyder folkelivet på den smukke, gamle plads, som ligger lige syd for Museet for moderne kunst. Og pludselig ændrer alle planer sig. Vi stikker nysgerrigt de solbrændte næser indenfor i museet og forlader først etablissementet igen efter at have hilst på Spaniens ypperste malere: Picasso, Miró og Dalí – samlingen er solid og bestemt et besøg værd. 


Kuren mod hotelkuller


Selv om buffeten på hotellet har et stort og lækkert udvalg, er vi på fjerdedagen ved at få hotelkuller. Det er tid til at udforske nye menukort. Diverse brochurer skriver, at Alcúdia har både internationale og lokale restauranter, men ligesom de fleste folk i gadebilledet er fra Tyskland, Skandinavien eller England, er engelske pubs og fish’n’chips-steder det, der møder vores sultne og halvskuffede blikke. Vi ender på en middelmådig spansk restaurant og er ikke mange minutter om at beslutte os for at udforske øen den næste dag. Og det viser sig hurtigt at blive en god idé.


Den følgende morgen forlader vi hurlumhejet til fordel for et mere autentisk Mallorca. I en lejet VW Passat sætter vi kurs mod øens midte, der er tyndt befolket og med få turister – med undtagelse af de flere og flere cyklister, der indtager øen.


De små landsbyer ligger som perler på en snor. Vi gør holdt i hyggelige Petra, der ligger blot 30 kilometer fra Alcúdia, men føles som en anden verden. Byen er omgivet af flere møller, der ikke er i drift mere, og hvis stilstand fint symboliserer Petras nuværende status som lidt af en soveby. 


Egnens stolthed er bysbarnet Fray Junípero Serra. Og med god grund. Som franciskanermunk forlod han Mallorca i 1749 og rejste til Mexico og videre til USA, hvor han oprettede flere missionsstationer i Californien. Han anses derfor som grundlægger af både San Francisco og San Diego, og man kan besøge hans barndomshjem i Petra, hvilket vi hurtigt opdager, at en del religiøse turister krydser Atlanten for at gøre.


Petras store San Pere-kirken er også et besøg værd, og hvis roen og landsbyidyllen virker så tillokkende, at du får lyst til at blive i Petra, kan det hyggelige hotel Sa Placa Petra med restaurant og servering i fredelig gårdhave anbefales. Der er desuden marked hver onsdag på Pl. Ramon Llull. Vi nøjes med et køligt glas agua con gas og små tapas af jamón serrano (røget sortfodsskinke) og oliven, inden vi stiger ind i bilen og kører videre.


Rødvin i topklasse


Vi har nemlig gemt den store frokostappetit til restaurant El Cruce efter anvisning af Mallorca-kendere. Og heldigvis for det. For uden en anbefaling var vi aldrig stoppet ved den uanselige landevejskro ved 41-kilometer-stenen på motorvejen uden for Vilafranca mellem Palma og Manacor. Men hvilken oplevelse. Indenfor står chauffører, lokale og et par enkelte turister ligesom os i kø for at få bord. Det tegner godt. Vi bliver bænket ved langborde i det store lokale. Stemningen er hektisk, men betjeningen er hurtig og meget venlig. Vi mæsker os i rustik og simpel mad til meget lave priser. Og den autentiske Mallorca-mission stopper ikke her.


Mange af Mallorcas lokale restauranter serverer udelukkende mallorcinsk vin. Og det er ikke uden grund. Man er med rette stolt af øens egenproduktion fra de to vindistrikter, Pla i Llevant og Binissalem. Det var romerne, der i sin tid fandt ud af, at Sierra Tramuntana-bjergene beskyttede mod de kølige nordenvinde og dermed gjorde Binissalem-området ideelt til vindyrkning.

I løbet af de næste 2.000 år blev vindyrkningen forædlet, og området er i dag hjertet af Mallorcas vinindustri. Vinmarkerne dækker et område på næsten 400 hektar. Her produceres især rødvine på druerne Manto Ne-
gre og Callet.


For vinkendere er vinhuset José L. Ferrer synonymt med prestige og kvalitet. Danskere kender måske den udmærkede vin fra Laudrup Vin & Gastronomi. Ferrer tilbyder guidede ture, hvor man kan få alt at vide om produktionsprocessen og få et kig ned i kældre, tønder og flasker. 


Selvfølgelig tilbyder huset også smagninger. Man skal dog være mindst fem personer og bestille på forhånd – vi opfyldte ingen af kriterierne, men fik en smagsprøve alligevel og drog derfra med en flaske under hver arm og en oplevelse udi spansk venlighed.


Er man alligevel på Binissalems breddegrad, er kirketorvet bestemt et besøg værd. Her er et fint, gammelt bypalæ omdannet til et Scott’s Bed & Breakfast, hvilket lyder noget mere beskedent, end det er. På Scott’s er der indendørs pool indrettet som romersk bad, en tagterrasse og en skyggefuld gårdhave. Ønsker man flere dage i vinlandet, er dette uden diskussion stedet at overnatte.


Passaten sætter atter kurs mod Alcúdia, men gør holdt i Mallorcas tredjestørste by, Inca, hvor skoproducenten Camper har fabrik og hovedkvarter samt et outlet med meget billige priser på sine funky og komfortable sko. 
Børnene insisterer på et par pooldage på hotellet, men så må lejebilen luftes igen, mener de voksne, der har fået smag for Mallorcas mangfoldighed. Denne dag går turen sydpå til Santuari di Cura-klosteret, som ligger på det 548 meter høje Randa-bjerg mellem landsbyerne Algaida og Llucmajor.


Klosterliv og kontraster


Det smukke munkekloster fra 1200-tallet huser i dag både hotel, museum, kapel og butik. Klosterhotellet har 97 enkle rum, og det er også muligt at leje lejligheder. Her kommer turister fra hele Europa for at finde ro og billig overnatning. 


Der bor fem franciskanermunke på klosterområdet, og mens hoteldelen drives af ansatte, driver munkene selv klosterets lille butik. Bag de gamle klostermure er vi i en verden, som har gået sin egen stille og rolige gang i mange hundrede år. 


Skumringstimen er det helt rigtige tidspunkt at besøge klosteret med Mallorcas måske bedste udsigt. Da solen synker, er synet ud over bjerget helt magisk. Øjnene og kameraet sluger begærligt landsbyer, marker, plantager, Middelhavet og Menorca i den røde horisont.


Vi når tilbage til hotellet og en aftentur i poolen til børnenes fryd. Kontrasten fra det livlige Alcúdia til det stille kloster er slående, og over en gratis aftendrink konstaterer vi, at Mallorca har noget for alle.
Af Margrethe Vadmand 
Foto: Søren Østerlund