Begrebet „peak oil” beskriver det punkt i den nuværende oliealder, hvor udvindingen af olie fra jordens naturlige lagre topper. Herefter vil udbyttet falde år for år. I Danmark har vi allerede nået dette punkt, og om seks-syv år slutter Danmarks rolle som olieeksporterende land, og i 2025 ventes det, at vi bliver nødt til at importere olie. 


På verdensplan indtræffer „peak oil” i netop disse år, og det betyder, at udvindingen af olie nu er på sit maksimum. Ifølge en af verdens førende forskere på området, Mikael Höök fra Uppsala Universitet i Sverige, falder den årlige produktion herefter med fem til syv procent om året i de kommende år. Heri er allerede indregnet de nyeste oliefund, og skulle man opretholde produktionen på det nuværende niveau, skulle man hvert eneste år finde olielagre, der modsvarer alt, hvad man har fundet i hele Nordsøen. 


Det er selvsagt ikke muligt, og vi må derfor indstille os på, at der skal nye energikilder i spil, hvis vi fortsat ønsker at køre bil, som vi en vant til.


CO2-udslippet skal ned


Ud over den alvorlige mangel på olie, som vi går i møde – ikke mindst fordi hele verdens behov for olie stiger, i takt med at produktionen falder – skaber også ønsket om kraftige reduktioner af den menneskeskabte CO2-udledning et øget behov for en overgang til nye energiformer. Og her dukker biobrændstofferne belejligt op. 


Skræmmehistorierne om, at verdens rige befolkning nu skal til at køre i bil på brændstof lavet af den mad, de sultende skulle have spist, og at regnskove skal fældes til fordel for bilejerne, er tilbagevist. Nu udpeger selv olieselskaberne, EU og mange landes myndigheder biobrændstoffer som en af de vigtigste veje til at sikre en stabil fremtidig energiforsyning, der kan leve op til målsætningen om mærkbare reduktioner i den menneskeskabte CO2-udledning.


Når stemningen omkring biobrændstof nu vender, skyldes det, at man har fået opstillet kriterier for produktionen af brændstofferne, og at ny teknologi nu er til rådighed, så graden af CO2-fortrængning er oppe mod 70 procent. Det betyder, at når man har taget alle bidrag med i processen, er det samlede CO2-udslip for biobrændstoffer kun på omkring 30 procent af det, man har, når man brænder benzin og dieselolie af i en bil. 


Årsagen til dette gode resultat er, at bioafgrøderne optager store mængder af CO2, når de vokser på marken. Derved bliver der tale om en cyklus, hvor kilden til biobrændstoffet under væksten på markerne selv opsluger den CO2-mængde, de senere slipper ud, når de medgår i en forbrænding. Når reduktionen ikke er 100 procent, skyldes det, at der bruges energi til produktionen af biobrændstoffet.


I øjeblikket er mængden af biobrændstof ikke stor nok til, at alle bilejere kan køre udelukkende på den energikilde. I Europa er kilden primært sukkerrør fra Brasilien, og selvom den produktion langtfra er på sit maksimale, er der langt til, at man kan dække den samlede efterspørgsel, hvis man helt skulle undvære benzin og olie.


Enorme mængder biobrændstof


På længere sigt er mulighederne dog store for, at en meget stor del af verdens brændstofbehov kan dækkes af biobrændstof. Dels er der enorme uopdyrkede arealer i Afrika, der kan benyttes og derved skabe velstand til de regioner, dels er en ny teknologi på vej, så brændstoffet kan produceres ud fra restprodukter fra skov- og landbrug, ligesom affaldsproduktionen også kan indgå i brændstofproduktionen. 


Det er mildest talt enorme ressourcer, der er tale om, og ifølge en af de store eksperter på området, Göran Berndes fra Chalmers Universitet i Gøteborg, er det globale potentiale for produktion af biobrændstof så stort, at det allerede i 2020 vil kunne erstatte halvdelen af verdens brændstoffer til bilerne. På længere sigt vil det i kombination med, at bilerne bliver mere økonomiske, helt kunne erstatte behovet for olie og benzin til vejtransport. Det handler om at benytte den rigtige teknologi og at producere brændstofferne der, hvor det miljømæssigt og produktionsmæssigt giver mest mening.


Af Søren W. Rasmussen og Torben Arent