For 300 år siden sled op til 12.000 mennesker med at grave 7.000.000 m3 jord op her mellem Toulouse og Séte ved Frankrigs sydkyst. Målet med Canal du Midi var at kunne fragte varer fra Atlanterhavet til Middelhavet uden at få bøvl med besværlige spaniere eller farlige pirater. Det tog femten år, til gengæld gjorde den livet lettere for sydfranske handelsfolk helt frem til 1989, hvor en tørke gav trafikåren dødsstødet. 


De mange menneskers hårde arbejde med at skabe fremkommelighed i det smukke sydfranske landskab kan man til gengæld nyde som turist i dag. Og hvad er bedre ramme for en ferie end tanken om, at andre har knoklet? 
Kanalprammene er stort set alle hugget op, til gengæld har en flåde af flodferiebåde indtaget de snorlige vandveje. Med de skyggegivende træer på begge sider og evigt roligt vand lokker kanalen alt fra landkrabber over wannabe-skippere til folk, der rent faktisk kan binde et dobbelthalvstik.


På vores båd – en 13 m lang Calypso med plads til 8 personer – er alle kategorierne repræsenteret. Og godt for det, for det er ikke kun varmen, der giver os sved på panden på vores tur fra byen Port Cassafières til St Gilles. Med 20 timers sejlads i alt og kun to sluser er der lagt op til daseferie med udsigt til Camargue-heste og flamingoer. Det bliver det også – og mere til.


Luksusmarina – ikke her


Hjemmefra havde vi undret os over, at vi ikke kunne finde Port Cassafières på nogen kort. Efter en flot landing i Montpellier og en taxi-
tur på 45 minutter finder vi ud af hvorfor. De sidste kilometer går gennem et wasteland af forladte fabriksbygninger, triste forlystelsesparker og nedlagte landbrug, indtil vi kører ned ad en grusvej, der ender i en lille marina, hvor bådudlejningsfirmaet Le Boat har til huse. Et informationskontor, en café, en cykeludlejning og en snes både. Dét er Port Cassafières.


Det var nok ikke lige det, vi havde ventet, men det vaccinerer os mod at have for store forventninger til faciliteterne i kanalmarina-erne, der er af meget svingende kvalitet. Båden kan vi til gengæld ikke sætte en finger på.
Vi klarer det praktiske og bliver informeret om vores sejlrute, får gode tip til turen og finder vores pladser i den fine båd. Og allervigtigst: vi finder cykler til hele besætningen. Selv om otte cykler fylder om bord, er det en af vores bedste beslutninger.


Næste morgen får vi instruktion i, hvordan man sejler en flodbåd, og hvor svært kan det være? Instruktøren synes i hvert fald, det er let, så efter et kvarter går han fra borde med besked om, hvor man fylder vand på skuden, og at alle relevante informationer ellers findes i skipperloggen, der ligger om bord. Au revoir!


Supertanker med parasol


Vi kan ikke vente med at komme af sted, så vi smider fortøjningerne, bakker let ud og giver den gas – med direkte kurs mod bredden. Der drejes kontra – og intet sker. Det vil sige indtil 20 sekunder senere, hvor båden så sætter kurs mod den anden bred. Skipper får skrevet sit navn med kølvand, før vi er på rette kurs, og gudskelov går det mest lige ud.


Teknikken i flodbådssejlads viser sig at minde lidt om at styre en supertanker. Der skal fart på, for at man kan styre ordentligt, og så skal man styre efter horisonten og ikke skibets spids. Når kursen er rigtig, skal man tage farten af og nyde livet. Det lyder let, og det er det også, lige indtil en 300 år gammel stenbro med kun en meter friplads på begge sider af båden nærmer sig. Så er det, at man får varmen. Det er også her, at vi lærer at uddelegere opgaverne. For mens alle er optaget af dramaet, så glemmer man let, at broen ikke kun er smal, den er også lav. Derfor skal nogen tjekke, at parasol, cykler og hoveder ikke rager for meget op eller ud. Det lærer man hurtigt.


Kigger man på de andre udlejningsbåde, er det tydeligt, at mange skippere har sejlet deres første kaotiske sømil netop her, så man skal ikke skamme sig, hvis den første landing ikke er så elegant. Vi foretager vores første landing langs kanalen et sted uden for meget trafik og nysgerrige blikke. Her kommer både bovpropeller og bakgear på prøve, men vores skipper består med glans. 


Det gør hans letmatroser til gengæld ikke. Hvis ikke man har basale færdigheder i at lægge til, surre fast om pæle (her var det træer) og til sidst fastgøre båden forsvarligt, så bør man øve det en del gange. Det gør vi så, og nogle dage henne på turen ser vi helt øvede ud. Inden da havde der lydt nogle kraftige kommandoer, der ikke just rimede med hyggelig familieferie, men det skal man kunne tage til søs.


Camping på skinner


At tage på flodbådssejlads er som campingferie på togskinner. Man kan selv vælge, hvor man vil stoppe, hvor længe og hvad man vil se – bare man er på slutdestinationen til tiden. Til gengæld kan man ikke afvige fra den rute, man nu engang har valgt. Det er ikke som en autocamper, hvor man bare kan dreje ned ad en anden vej og se noget 100 km væk. Kanalen har sit forløb gennem byer og land, og det følger man. Af samme grund er det vigtigt at vælge en rute, der passer til ens interesser.


Lidt kan vi dog afvige fra den slagne vej, og det er takket være cyklerne. Som regel ligger kanalen nogle kilometer fra byernes centrum eller fra stranden, og det orker man ikke at gå i varmen eller med indkøb på slæb. Cyklerne udvider ens rækkevidde og giver samtidig mulighed for, at nogle kan cykle i forvejen langs kanalen og vente længere fremme, hvis de trænger til lidt tid alene.
Livet om bord er ellers afslappende, og varmen lægger heller ikke op til andet. Vores båd har køkken, opholdsstue, tre kahytter og to toiletter med brusebad. Pladsen er begrænset – især på toiletterne, der favoriserer størrelse small – men ikke værre end camping eller sejlerferie i øvrigt. Vi døjer noget med varmen, selv om vi sejler første uge i juli. Ventilatorerne kører hele dagen – de støjer for meget om natten – og aircondition ville have været velkomment. Udenfor er der kamp om pladsen under den enlige parasol. Vores båd byder ikke på meget skygge, se godt efter det, når der vælges bådtype – eller tag en ekstra parasol med.


At sejle til lyden af cikader i træerne langs kanalerne, mens Sydfrankrig glider forbi, er en oplevelse i sig selv. Men man har som nævnt også selv indflydelse på, hvad man oplever undervejs. En vigtig del af turen er at beslutte sig for, hvor man vil lægge til og hvor længe. For os ligger de største oplevelser helt sikkert på land, og de kommer i mange former.


På kortet i logbogen kan man se, hvilke faciliteter marinaerne undervejs byder på. Vi finder snart ud af, at man skal satse på de store med badefaciliteter og en by i nærheden. Vores første overnatning er ved byen Agde, hvor marinaen mest af alt minder om en bådkirkegård beboet af hippier, der får dagen til at gå med at dyrke tomater og snakke med hønsene, der går løs. Flinke folk, men måske ikke vores drøm om et ophold i en middelalderby. 
Mere tryg er havnebyen Marseillan ved indsøen Étang du Thau, hvor der dyrkes østers. Hjembyen for vermouthen Noilly Prat er mere en havn, som vi kender den i Danmark, da den ligger ved hav og ikke kanalen. Her er der havnestemning og vind i håret.


Badestrand og industri-ghetto


Langt mere spændende er det dog at overnatte i badebyen Palavas-les-Flots, hvor vi derfor tilbringer to døgn. Her kan man bade i Middelhavet om dagen, og om aftenen tager vi bus ind til den smukke og spillevende universitetsby Montpellier, der må have en restaurant pr. studerende. Her gad man godt at have taget en del af sin uddannelse. Med en taxi hjem til båden om aftenen lykkes det faktisk at afvige fra den slagne vej.


Højdepunktet er dog middelalderbyen Aigues-Mortes, der er omkranset af en høj borgmur med skydeskår, fangetårn og det hele. Vi har koordineret vores ankomst med, at der er marked i byen næste morgen – det kan man i flere byer, og det kan anbefales. Både aftenen, der føles som en rejse tilbage til korstogenes og inkvisitionens tid, og morgenen i et væld af dufte fra krydderier, frugt og stegte kyllinger blandet med plastikragelse, tøj til ingen penge og køkkentøj i fransk landstil er eksempler på oplevelser, der venter langs kanalerne. 
Sidste stop i St Gilles er til gengæld et antiklimaks. Marinaen ligger over for en fabrik, og bydelen ned mod os virker ikke just gæstfri. Vi vover en tur på pizzeria, men så er det også tilbage til båden og passe på tingene. 


Alt dette blot for at pointere, at man skal overveje nøje, hvor man overnatter. Det kan give uforglemmelige oplevelser – både gode og mindre gode.


Livet på kanalen 


Efter en uge på kanalen, hvor man har tilbagelagt sølle 98 km, er det utroligt, hvor mange oplevelser man har med sig hjem. Og de bedste har sjovt nok været alle dem, vi ikke vidste, at vi ville få.


Ja, vi så nogle flamingoer og Camargue-heste langs kanalen, som vi hjemmefra troede ville være højdepunkterne. Det var det ikke. Og vi havde heller ikke troet, at vores smukke tur skulle føre os igennem industrihavnen i Sète med frit udsyn til lossepladser og olielagre. Men kanalen blev jo oprindeligt lavet med erhvervssejlads for øje, og det rammer naturligvis også moderne turister.


Det kom også bag på os, at toiletterne om bord ender direkte i kanalen. Ikke videre miljøvenligt, men det gjorde det lettere for os at forklare ungerne, hvorfor de ikke skulle falde i vandet.


Men det, man husker, er jo alt det andet. De friske croissanter på dækket om morgenen og lokal muscatvin samme sted, når mørket falder på. De mange cyklister, der hilser, når de passerer en på stierne langs kanalen. De smukke hejrer og ibis, der jager på de store vådområder, og den gode mad – ikke mindst muslinger og østers – til rimelige penge, der venter i hver havn. Forventningen om, hvad der mon sker i næste by, og glæden ved at rejse som fri fisk tæt sammen med familie eller venner.


Selv om kanalerne er ganske lige, er der ikke to ture, der forløber ens. Vælg land, båd og rute – så kommer oplevelserne af sig selv.


Af Christian Holm