„I bedste fald skader de ikke”. Så direkte udtalte direktøren for synsvirksomheden Applus sig for nylig i Danmarks Radio. Emnet var eftermonterede partikelfiltre, og baggrunden for den noget opsigtsvækkende melding var en række observationer, som bilsynsfirmaet havde foretaget på biler med eftermonterede partikelfiltre. Ikke overraskende blev mange forvirrede over udmeldingen.
FDM er af en helt anden opfattelse i den sag, og her bygger vores holdning på detaljerede undersøgelser fra vores tyske søsterklub, ADAC, der med vanlig tysk grundighed har undersøgt virkningen af en lang række eftermonterede partikelfiltre af forskellige fabrikater monteret på forskellige biler, der tilmed har kørt under forskellige driftsformer.
Resultatet af denne undersøgelse dokumenterer, at eftermonterede partikelfiltre kan mindske udslippet af de skadelige partikler med i gennemsnit 45 procent. Dette er et tilfredsstillende resultat for et eftermonteret filter, der ikke kan ændre på motorens karakteristik, men som alene må ændre på udstødningsgassens sammensætning. Et fabriksmonteret partikelfilter kan til sammenligning mindske udslippet af partikler med over 95 procent, idet der her anvendes en anden filterkonstruktion.
FDM: Giv tilskud til filtre
Når diskussionen om partikelfiltre er interessant i Danmark, skyldes det, at regeringen har valgt at indføre en strafafgift til ejere af ældre dieselbiler uden partikelfilter. Den afgift er på 1.000 kr. om året, men kan undgås, hvis man eftermonterer et partikelfilter.
Den operation koster mellem 5.000 og 9.000 kr. alt afhængigt af bilmærket, og den merpris er der ikke mange bilejere, der har valgt at ofre. Meldingen fra Applus kunne have fjernet det sidste incitament til at eftermontere et filter herhjemme, men konklusionen var altså ikke sand.
FDM mener, at det er en god idé at eftermontere filtre på ældre dieselbiler, men ser gerne, at man fra regeringens side så at sige „vender modellen på hovedet”, så man belønner dem, der vælger at ofre denne merudgift, frem for at straffe dem, der ikke gør det.
Af Søren W. Rasmussen




Billig autohjælp
Godt billån
Rabat på test og bilsyn
Fordelagtig forsikring
Teknisk og juridisk rådgivning
Bladet Motor
Rabat på campingpladser
Til bilen
Shopping
Seværdigheder
Arrangementer
Restauranter
Overnatning
FDM mastercard
Camping
FDM travel
Køreteknik og motorsport
Netbutik












