FDMs Oldsmobile fra 1902: Hvilken maskine!



40 km/t lyder ikke af meget, men bag styrestangen på en Oldsmobile fra 1902 kan jeg sagtens sætte mig ind i, hvor vildt det måtte have været at føre et automobil for over 100 år siden. Også selv om jeg er den langsomste på vejen i dag, og Oldsmobilen var blandt de hurtigste dengang. 


Intet er normalt, hvilket er naturligt for en bil, der er bygget, før der var indført standarder i bilindustrien. Der er godt nok en speeder og en bremse, men hvor bremsen fungerer nogenlunde efter hensigten, så resulterer et tråd på speederen ikke automatisk i en acceleration. 
Alene startproceduren er omstændelig i forhold til nutidens biler. Først skal man åbne for oliesmøringen og benzintilførslen, sætte tænding på og føre tændingen tilbage. Herefter lukker man snøfteventilen på cylinderen op og drejer starthåndtaget rundt, til man kan høre, at luften er ved at være komprimeret i cylinderen. Og netop der, hvor stemplet er lige før det øverste dødspunkt, skal man svinge igennem. 
Med lidt held og en hel del øvelse springer motoren glad i gang. Herefter skal snøfteventilen lukkes, før man kan begive sig af sted. 


Mens vi venter på bremsen


Med en topfart i underkanten af 40 km/t og en effekt på 4,5 hk er en Oldsmobile R Runabout ingen raket i trafikken. Ikke engang cyklerne kan den indledningsvis hænge på, og selv ved topfart dytter utålmodige bilister anno 2009. 
De skulle bare vide, hvad man går igennem for at få kareten til at rulle.

Der er to gear og ingen kobling, alt foregår på gefühl med en blanding af nænsomhed og beslutsomme skub og træk i gearstangen. At komme i gang er teoretisk set en enkel procedure, men fordi bilen betjenes på en måde, der er så langt fra moderne bilers ensartethed, tager det tid, før man bliver helt fortrolig med Oldsmobilen.


Umiddelbart er det ikke igangsætningen, der giver mest stress, men nærmere når en bil pludselig bremser. For selv om man holder ekstra god afstand, skal højrehånden føre tændingspinden fremad, samtidig med at gearstangen skal føres tilbage, for at bilen kommer ud af andet gear, og så skal der også bremses. Og her bliver man gang på gang chokeret over de ringe bremser i forhold til nutidens biler. Men der er også gode stunder. For det er en sand fryd at køre et så specielt køretøj. Der skal kæmpes og kæles, og gør man alt i den rigtige rækkefølge og med rette timing, så belønner bilen med en fed mekanisk fornemmelse.


Styretøjet er en stang, og i starten savner man virkelig et rat at holde om. Men stangstyring må ligge dybt i generne, for efter kort tid virker det helt naturligt. Og faktisk rart, at man kan lade venstre hånd og styrestangen hvile på låret, mens man triller derudad. 
Der er vægt på ens skuldre, når man begiver sig af sted på en lidt længere tur. Et ansvar for andre bilister, cyklister og fodgængere, der ikke er vant til at se så gamle veteranbiler i gadebilledet. Heldigvis udstøder den gamle dame en herlig tøffende lyd, en serie høje pift hver gang stemplet puster luften ud af den 1.6-liter store cylinder. Og netop fordi lyden er så særegen, vender selv folk langt væk sig om på gaden. 


Køreglæde på trods


Oldsmobilen byder på en nærmest ubeskrivelig køreglæde og en uvant frihedsfornemmelse. Noget skyldes ganske vist den høje siddeposition, men bare det at få et så gammelt køretøj til at bevæge sig her i 2009 er uvirkeligt. Og det at gennemføre turen i tidstypisk tøj gjorde bare oplevelsen endnu stærkere. 


Der er ingen tvivl om, at både bilindustrien og bilismen er kommet langt de seneste 100 år. Nyttebilismen har sejret stort, og hverdagen med bilen er blevet langt mindre kompliceret og billigere end i bilismens unge år. Bare det at køre en tur her om vinteren i en bil uden forrude, døre eller omsluttende karrosseri vil virke afskrækkende på de fleste.


De kommende 100 år vil sikkert byde på lige så store omvæltninger. Hvem ved – måske kommer biler til at flyve, som man troede i halvtredserne? 


Af Karsten Meyland Lemche 
Foto: Peter Clausen