Der var fart, hjulspind og duft af brændt dæk i luften, da Køreteknisk Klub i juni havde besøg af 40 fartglade unge til arrangementet Drivers Challenge på FDM Sjællandsringen. I samarbejde med Hovedstadens Færdselssikkerhedsudvalg og Sjællands Færdselssikkerhedsudvalg var formålet at give unge bilister mulighed for at afreagere på en lukket bane. Både for at gøre dem til bedre bilister og for at få dem til at forstå risikoen for ulykker ved at køre råddent i trafikken. Ved hver fjerde trafikulykke er der nemlig en ung mellem 18 og 24 år involveret.


Til Drivers Challenge fik de unge mulighed for at se halsbrækkende stunts og stemme om den sejeste øse, og farten blev derefter sat i perspektiv med foredrag af politiet og Lars, der brækkede ryggen i en trafikulykke som 21-årig. Enkelte fik en tur på banen med racerkører Erik W. 


Køreteknisk Klub afholder hvert år fem kørearrangementer med morgenmad og frokost for unge bilister op til 25 år på FDM Sjællandsringen. Det er banens egne instruktører, der guider de unge gennem en lang række køretekniske øvelser, så de får mulighed for at lære egne og ikke mindst deres bils grænser. 


Det koster kun 250 kr. om året at være medlem af Køreteknisk Klub, og alle unge – både piger og drenge – er velkomne. 
Læs mere om Køreteknisk Klub på www.ktklub.mono.net