Det er råvarerne fra Limfjorden, der er i centrum på Skaldyrsfestivalen 2009, som holdes i Nykøbing Mors lørdag 6. juni: Østers, muslinger og rejer, der lige er hentet op, ledsaget af kølige drikkevarer. 
Hele dagen kan man mod en symbolsk betaling smage godbidder fra Limfjorden. Om eftermiddagen er der mulighed for at smage f.eks. linemuslinger, østers, rejer, fiskefrikadeller og paella. Fra musikscenen på havnen flyder irsk folkemusik, jazz, populærmusik og spillemandstoner uafbrudt fra kl. 10.00. Festivalen omfatter også børneaktiviteter som fossiljagt og gratis børnefilm. Festivalens højdepunkt er aftenens kæmpemæssige skaldyrs- og fiskebuffet i det store telt på havnen. Her er alt fra østers naturel og hvidvinsdampede muslinger til ovnbagte rødspætter. Maden trylles frem af køkkenchef Jens Peter Skov fra Sallingsund Færgekro og et stort hold af frivillige.