Man skal sætte sig grundigt ind i de lokale parkeringsregler, hvis man ikke vil risikere at få en parkeringsbøde, når bilen parkeres. I nogle kommuner må bilerne parkere med to hjul på fortovet, andre steder skal man være opmærksom på forskellige zoner, og flere steder kan skiltene være mere vildledende end vejledende.


Reglerne for parkering af køretøjer er sådan set tydelige nok i færdselsloven. Man må f.eks. ikke parkere midt i et fodgængerfelt, foran indkørslen til en ejendom, i venstre side modsat kørselsretningen på større veje eller mindre end ti meter fra et vejkryds. Men foruden de generelle regler i færdselsloven skal man også være opmærksom på, at kommunerne har ret til at indføre deres egne særlige parkeringsregler.


Det kan være svært at gennemskue for bilisterne, men uvidenhed er ikke en undskyldning for at slippe for parkeringsbøden.


– Man kan ikke slippe for straf, når man overtræder færdselsreglerne, med den undskyldning at man ikke kendte til dem. Det gælder både færdselsloven og de lokale bekendtgørelser, forklarer jurist i FDM, Helle Brasch.


FDM har derfor udarbejdet en oversigt over parkeringsreglerne i de enkelte kommuner, der har indført lokale særregler. Oversigten kan ses på FDMs hjemmeside, hvor man bl.a. også kan læse om specielle regler i P-huse, om bilen må holde i tomgang, og om motorcyklen må parkeres i en bilbås eller ej. Lokale parkeringsregler kan også ses på kommunernes egen hjemmeside. 

Læs om parkeringsreglerne i din kommune på www.fdm.dk/motor


Af Anders Wendt Jensen