Et FDM-medlem, der ønsker at være anonym, fik foretaget en gratis synstest på sin bil på et mærkeværksted. Med sig derfra fik han en lang reparationsliste, hvor bl.a. sporstang, dæk og bremseskiver skulle skiftes. Værkstedet gav ham et tilbud på at gøre bilen synsklar for 13.000 kr. Men i stedet for at få bilen repareret kørte han den til syn og fik den godkendt uden bemærkninger.


Derfor kontaktede han FDM med spørgsmålet: Er en gratis synstest reelt gratis, når forhandlerne samtidig har en interesse i at få en værkstedskunde? 


Et periodisk syn er en undersøgelse af bilens sikkerheds- og miljømæssige stand, men det er et billede af bilens stand, i det øjeblik hvor synsmanden undersøger bilen. Om bremserne er gode nok til at holde til næste syn, er f.eks. sagen uvedkommende; de skal bare leve op til kravene på synstidspunktet.


Jørgen Jørgensen fra FDMs tekniske afdeling hører ofte om lignende sager: 


– Her i FDM har vi fået det indtryk, at nogle værksteder simpelthen spekulerer i, at bilen skal til syn, når de tilbyder synstjek – gratis eller ej. Der er nok ingen tvivl om, at de konkrete reparationer har været nødvendige ud fra et vedligeholdelsesmæssigt synspunkt. Men værkstederne skal lade være med at fremstille det over for kunden, som om det er et reparationsbehov, der er påkrævet for, at bilen kan synes.


Synet betyder ikke fejlfri


Det værksted, som medlemmet besøgte, har givetvis foreslået alle de reparationer, man burde få udbedret for at holde bilen i god stand. Men medlemmet var reelt på vej til at skille sig af med bilen og ønskede bare at få den synet billigst muligt. Jørgen Jørgensen mener dog ikke, at man skal stille sig tilfreds med at bilen klarer synet:


– Bilejerne bør ikke gå efter laveste fællesnævner. Ingen bør være interesseret i at køre i en bil, der er i sikkerheds- og miljømæssig dårlig stand. Men de skal have mulighed for at træffe beslutning om reparationer på baggrund af en seriøs rådgivning.


Han understreger, at man sagtens kan tage imod tilbuddet om et gratis synstjek. Man bør blot huske, at forhandleren kan have en anden dagsorden end en selv. Enten i form af meromsætning på værkstedet eller ved at have en længere tidshorisont end blot synet. Så man bør spørge ind til de fundne fejl, hvis ikke forhandleren selv informerer om det.


Købere af brugte biler kan også lære af denne historie. Nemlig at når der i annoncen står, at en bil er nysynet, så er det mere et udtryk for, hvornår den skal synes igen, end en garanti for, at bilen er i god stand.

kml