Efter næsten 44 års bogstavering begyndende med AB lakker det nu mod enden for det nuværende nummerpladesystem.
De nyeste personbiler kører i oktober med ZZ, som er den allersidste bogstavkombination, idet æ, ø og å ikke anvendes.
Hvornår det er slut med ZZ, har Skat svært ved at vurdere, da det ikke blot afhænger af nybilsalget, men i endnu højere grad af, hvor mange nye biler der får EU-nummerplader. Men sandsynligvis begynder ZZ at slippe op nogle steder i Jylland tidligt i november. Og så bliver det tid til at vende bunken. Eller rettere: at finde de oversprungne „Færøerne”- og „Grønland”-serier frem.
Det betyder, at nye personbiler efter ZZ vil blive iklædt FA-nummerplader – vel at mærke hvis de ikke får EU-nummerplader. I så fald hedder første bogstavkombination eksakt det modsatte, AF.