I disse forårsdage sparer tusinder af danske bilejere tid og penge ved selv at skifte fra vinter- til sommerdæk. Men de skal passe på med at benytte den donkraft, der ligger ved reservehjulet. Ofte er den nemlig ikke beregnet til mere end de få dækskift ved punkteringer, som man oplever i en bils levetid.
Motor har spurgt til donkraftene i de ti mest solgte bilmærker sidste år, og de fire af bilimportørerne angiver, at man ikke bør benytte donkraftene til at skifte sommer- og vinterdæk. Så klart skal man dog ikke forvente, at det står beskrevet i bilens instruktionsbog.
Donkraften sank sammen
Hvor skrøbelige de små donkrafte er, oplevede FDM-medlem Ole Petersen, da et af dækkene på hans Ford Mondeo fra 2001 var fladt. For kun anden gang i bilens levetid skulle han skifte et punkteret dæk. Men selv om bilens donkraft stod på et fladt betongulv, sank den sammen, så hjulskiven lavede et dybt mærke i gulvet.
– Det er helt utroligt, at det overhovedet kan ske. Hvis jeg havde været uheldig, kunne bilen jo være faldet ned over mine fødder, eller jeg kunne have fået hænderne i klemme mellem hjulet og skærmen, siger Ole Petersen.
Han kontaktede Ford, der ikke var lige så overrasket over episoden, som han selv var:
– De kendte til andre donkrafte, der var faldet sammen, og forklarede, at der kun var tale om en nøddonkraft. Men den burde jo holde til mere end to hjulskift. Hvis de havde givet mig en ny donkraft, havde det jo været reelt nok. Men de troede ikke på, at jeg kun havde brugt den to gange.
Ford afviser klage
Ford i Danmark fastholder over for Motor, at de ikke vil bytte den ødelagte donkraft, da der blot er tale om en donkraft til nødstilfælde.
– Tidligere stod der i instruktionsbogen, at donkraften udelukkende er til nødstilfælde. Men vi fandt ud af, at folk også brugte den til at skifte vinter- og sommerdæk, så vi har nu skrevet et helt kapitel med billeder om, at donkraften kun må bruges i nødstilfælde, forklarer teknisk konsulent hos Ford i Danmark, Ove Hansen.
I den nyeste instruktionsbog til Ford Mondeo står der ganske rigtigt: „Donkraften, der medfølger vognen, må kun bruges til at skifte hjul i nødsituationer.” Men det står der intet om i Ole Petersens instruktionsbog fra 2001.
Ove Hansen fra Ford vil ikke sætte tal på, hvor mange gange man kan bruge donkraften:
– Den er ikke konstrueret til et bestemt antal gange, men til nødstilfælde i bilens levetid. Det er jo ikke så tit, man får brug for den. Vi har en advarsel på donkraften, der henviser til instruktionsbogen, som vi selvfølgelig går ud fra, at folk læser, på samme måde som de også skal læse instruktionsbogen, hvis de f.eks. skal skifte olie.
FDM: Køb et alternativ
FDM mener, at det er helt forrykt, at man ikke kan stole på den donkraft, der følger med bilen.
– Hvis den kun kan holde til få gange, er der en alt for stor risiko ved at bruge den. Så kan den lige så godt falde sammen første gang. Det er uholdbart og meget farligt, siger leder af FDMs tekniske afdeling, Jørgen Jørgensen.
De donkrafte, der følger med bilen, er som regel spinkle, men det er FDMs holdning, at de skal kunne holde til at skifte sommer- og vinterdæk mange gange. Alligevel mener FDM, at det kan være en god idé at købe en kraftigere donkraft, hvis man selv skifter sine dæk hvert halve år. Udgiften er hurtigt tjent hjem i forhold til at få en professionel til at foretage dækskiftet.
awj




Billig autohjælp
Godt billån
Rabat på test og bilsyn
Fordelagtig forsikring
Teknisk og juridisk rådgivning
Bladet Motor
Rabat på campingpladser
FDM forbehold
FDM mastercard
Camping
FDM travel
Køreteknik og motorsport
Netbutik


















