Den 17. februar 1997 kl. 6.33 påkørte Dennis næsten halvdelen af en deling nye rekrutter. Dennis var i sin varebil på vej til dagens første kunde i sit job som kurerchauffør og ramte soldaterne bagfra. To døde, en blev meget svært kvæstet, og der var adskillige større eller mindre kvæstelser blandt soldaterne. Selv slap han med chok.


Politiet undrer sig jævnligt over, hvad der kan udløse en alvorlig ulykke på en perfekt vej under perfekte forhold i en fejlfri bil og med en upåvirket bilist bag rattet. En meget stor del af disse ulykker er voldsomme mødeulykker, som ikke lader bilisten leve til at fortælle om sin fejl. Og går det knap så galt, har den uopmærksomme bilist ikke lyst til at fortælle om den.


Dennis er Danmarks eneste kendte gerningsmand bag en dødelig ulykke udløst af manglende opmærksomhed. Han indrømmede straks, at han havde været distraheret, fordi han pillede ved bilradioen – og gentog sin tilståelse i retten. Han følte, at han var nødt til det af hensyn til de to ofres efterladte og kammerater. 


507 nordjyske bilister har i en Megafonundersøgelse for Nordjyllands Færdselssikkerhedsudvalg erklæret, at det er „mindre farligt” at stille på sin bilradio under kørslen. Lige præcis det, Dennis gjorde ... I løbet af to minutter tilbagelagde han to km på en kendt strækning på landet, hvor der normalt ikke er farer. Imens kiggede han fem-seks gange ned for at finde en station på sin bilradio, der kunne fortælle ham, om det var glat. 


Bilen førte kun nærlys, og soldaterne bar heller ikke lys nok, så Dennis nåede ikke at bremse, men pløjede direkte ind i delingen af soldater med 80 km/t. 


Ti måneder efter ulykken blev han dømt for uagtsomt manddrab. Straffen lød på 20 dagbøder a 300 kr. og tre års betinget frakendelse af kørekortet. Anklageren fik derimod ikke medhold i sit krav om fire måneders ubetinget fængsel, fordi militæret selv havde rejst disciplinærsag mod soldaternes kaptajn, bl.a. for utilstrækkelig lygteføring af soldaterne.


Dennis er blevet i sit fag, nu som taxachauffør, og er flyttet fra egnen, hvor ulykken indtraf. Men han kører stadig forbi ulykkesstedet et par gange om ugen, og hvert år lægger han friske blomster på ulykkesstedet, holder et minuts stilhed til ære for de to unge soldater, han slog ihjel. 


Jeg har slået ihjel 


– Jeg forstår godt, hvis nogen synes, min straf var for mild. 6.000 kr. for to menneskeliv og måske flere invalide er ikke meget. Selv havde jeg meget svært ved at acceptere, at jeg var dømt for uagtsomt manddrab. Det er jo noget, vi læser om, at andre gør, ikke os selv. F.eks. i forbindelse med slagsmål. Men det er jo dét, det er. Jeg har slået to unge mennesker ihjel. Uden at ville det. 
Dennis fik fem gange to timer med psykolog, som begyndte allerede på ulykkesaftenen.


– Havde det ikke været for familie, venner og psykologen, havde jeg ikke overlevet. Særligt det første halve år tænkte jeg jævnligt på at tage mit eget liv. Jeg tænkte: „Har jeg fortjent at gå rundt her? Er jeg et slet menneske?” Efter ti måneder kom retssagen – og så blev det hele jo rippet op igen.


Tilgivet og ignoreret


Dennis har forsøgt at få kontakt med familierne til de to dræbte soldater. Den ene familie skrev tilbage, at de havde tilgivet ham. Den anden familie hørte han aldrig fra, og det vil han leve med. 
– Det ville være egoistisk af mig at prøve igen. De har lidt nok – mere end mig.


Den fatale ulykke har ændret Dennis som bilist.
– Jeg er meget mere koncentreret og kigger meget efter detaljer. Mine øjne kører hele tiden rundt og tjekker spejlene og fodgængere, så jeg er tit træt efter lange dage bag rattet.
Efter ulykken følte Dennis sig anderledes og gik længe rundt og var på vagt: „Hvordan ser de andre på mig”. Og det betyder stadig meget for ham at opnå andres anerkendelse og respekt.


– Jeg føler, jeg heler ved at fortælle min historie til andre bilister. I mange år har jeg prøvet at komme af med det. I dag har jeg erkendt, at det nok sidder fast i mig resten af mit liv. Næsten hver dag tænker jeg over, hvad der gik galt den morgen. Tænker tit på de døde soldaters pårørende. Jeg stivner, hvis jeg ser en soldat, mens jeg kører bil, selv hvis han går på fortovet. Kunne jeg bare spole tiden tilbage og gøre min utrolig dumme lille fejl om.


Tekst og foto: Erik Holme Bertelsen