En rejse til Bornholm er mange ting. Det er en rejse i tiden, til dengang der var hyggelige små landsbyer med små butikker, hvor man fik en både venlig hilsen og betjening, når man kom for at handle.


Det er en gastronomisk rejse til en ø med røgerier, hvor man spiser dagens fangst og lokale specialiteter uden så mange dikkedarer (ofte af paptallerkner, øv). Det er et væld af gode restauranter, som tager udgangspunkt i lokale råvarer lige fra håndlavede rullepølser og røgvarer over nænsomt opdrættet fjerkræ og okse, svin, og lam, der har græsset sig smagfulde på klippeøens stejle skråninger. Og ikke at forglemme: frisk pasta fra Pastariget i Svaneke. 


Op med kolesteroltallet


Det er koldpresset rapsolie, hjertevarmende lokal brændevin og whisky, den krydrede Bornholmersennep og sød honning i alle tænkelige smagsvarianter. Det er en rejse til Svaneke, det lille smørhul af en by, der tilsyneladende har sat sig som mål at hæve alles kolesteroltal til faretruende højder og samtidig udrydde menneskehedens tænder med søde hjemmelavede specialiteter som is, bolsjer, lakrids, karameller, kager, flødeboller, chokolader i alle afskygninger …


Det er fortidsminder i den store borgruin Hammershus. Det er det store middelaldercenter med 700 år gamle madretter og den store stenovn i Østerlars, der også huser den største af øens fire rundkirker.


 

Det er en rejse til et andet land med et smukt kuperet landskab med frodige, bølgende marker og tætte, grønne skove, det er kyster med dramatiske klippelandskaber så nøgne som et bælte uden bukser og solnedgange, der farver himmel og hav gyldenrøde.


Nå, ja. Danmarks eneste klippeø er såmænd også helt fin for børn, hvad enten de vil boltre sig i naturen, bade ved stranden eller få stemmen helt op i falset i en 125 meter lang vandrutsjebane i Joboland. 


Se links og praktiske oplysninger til opholdet på Bornholm på næste side.


Af Eric Andersen