Trafikken ud til Beijings store udstillingshaller ikke langt fra den internationale lufthavn er ét stort kaos den morgen, hvor nationens store bilshow, Auto China 2010, skal åbne. Også inde i den kinesiske hovedstad er der trafikpropper, vi slet ikke kender i nogen dansk storby. Og det bliver kun værre i årene fremover, for alle kinesere vil have bil nu. Og de er ved at få råd.
Sidste år steg salget med knap 50 procent, og Kina er nu verdens største bilmarked. Det ses på udstillingen, hvor der også er menneskelige trafikpropper indvendigt. De tyske mærker og General Motors kaster et sultent blik på Kina og har enorme stande, og de utallige kinesiske mærker sprøjter nye modeller ud til det sultne publikum.
Volvo kunne måske lære noget af sine nye ejere, Geely, der har hele 39 modeller med på standen. En stor del af dem har ikke været vist før. Og det store mærke Chery udstiller 34 forskellige modeller.
Fordobler produktionen
Chery vil øge sit salg fra 500.000 sidste år til 900.000 i år. Og BYD vil vokse fra 440.000 i 2009 til 800.000 i 2010. Forrige år solgte mærket 167.000. Geely vil op på to millioner biler i 2015, heraf to tredjedele i udlandet, og BYD har ambitioner om at være på niveau med Toyota og Volkswagen i 2025 og sælge otte-ni millioner.
Et af midlerne skal være en stærk stilling blandt miljøbiler. Og dem vrimler det med på Auto China 2010, der også har titlen Beijing International Automotive Exhibition. Elbiler og opladningshybrider står på næsten alle stande, og selvom konceptbiler er taknemmelige, har Kinas bilindustri så meget fart på, at den nok skal få sat strøm til bilerne. BYD vil således sælge en elbil og en opladningshybrid i Europa næste år.
Af Torben Arent




Billig autohjælp
Godt billån
Rabat på test og bilsyn
Fordelagtig forsikring
Teknisk og juridisk rådgivning
Bladet Motor
Rabat på campingpladser
Til bilen
Shopping
Seværdigheder
Arrangementer
Restauranter
Overnatning
FDM mastercard
Camping
FDM travel
Køreteknik og motorsport
Netbutik












