Har du en dieselbil med partikelfilter, skal du kontrollere din næste opkrævning af bilens ejerafgift ekstra grundigt. I flere tilfælde har Skat nemlig fejlagtigt opkrævet det nye „partikeludledningstillæg”, selvom bilen er bygget og indregistreret med partikelfilter. Den ekstra afgift på 1.000 kr. om året blev indført 1. april på alle dieselbiler uden partikelfilter og bliver opkrævet med 500 kr. to gange om året.


Søren Peter Hahn er en af de bilejere, der har været så uheldig at få en opkrævning på 500 kr. oven i den sædvanlige halvårlige ejerafgift. Han har en VW Passat Variant 2.0 TDI fra 2007 med partikelfilter og har nu bedt sin forhandler om dokumentation for filteret, som er sendt videre til Skat.


– Jeg forstår slet ikke, hvorfor jeg skal bruge tid på at bevise, at bilen har filter. Det er jo oplysninger, som Skat selv kan finde, og det er da en besynderlig holdning fra en myndighed at opkræve afgiften uden først at undersøge, om min bil har partikelfilter, siger Søren Peter Hahn.


Også bilimportører er trætte af problemet.


– Henvendelserne fra folk begynder at komme nu. De skal lige opdage, at de er blevet opkrævet et forkert beløb. Det er da irriterende, at vi skal bruge tid på at finde gamle typegodkendelser frem, selvom vi selvfølgelig vil hjælpe vores kunder, siger Brian Clausen, der er tekniker hos Toyota.


Fejl i Centralregisteret


Problemet med de fejlagtige afgifter er opstået, fordi man ikke tidligere har interesseret sig for, om bilerne havde partikelfilter eller ej. Det har derfor ikke været et krav, at partikelfilter skulle fremgå af bilernes typegodkendelser, og det er først blevet muligt at angive, om bilerne har partikelfilter eller ej, i Centralregisteret for Motorkøretøjer fra 2007.


Skat har altså ikke oplysninger om filtre på alle bilmærker. 


– Det er beklageligt, men vi kan ikke løfte opgaven, for vi ved ikke, om alle bilerne har filter eller ej. Vi retter løbende i systemet, men det kan være svært at skaffe oplysninger fra f.eks. ældre importerede biler. Det eneste, vi kan gøre, er at opfordre folk til at dokumentere, at de har filter, forklarer Bjarne Larsen, kontorchef hos Skat. 


Hvis det ikke er muligt, må man i sidste ende få sin bil synet for egen regning, hvis man vil slippe for afgiften. En udgift, der typisk løber op i 400-600 kr. 


FDM havde advaret


Den forkerte afgift kan blive opkrævet på både nye og gamle biler, og det er umuligt at sige, hvor mange bilejere der bliver ramt – et kaotisk scenarie, som FDM allerede advarede om, da loven om partikelfilterafgiften blev sendt i høring i marts sidste år. Svaret lød dengang: „Det vil kunne forekomme, at der udsendes opkrævning af partikeludledningstillæg for biler med partikelfilter. I disse – forhåbentligt få – tilfælde må bilens ejer rette henvendelse til Skat og bevise, at bilen har et effektivt partikelfilter.”


Skatteministeriet anerkendte altså, at det var et problem, men ignorerede det. Helt horribelt, mener FDM.


– Det er sjusket lovarbejde, der overlader bevisbyrden til bilejerne, som ender med at skulle betale for at bevise, at den har filter.

De vidste det, vi advarede imod det, og alligevel bliver det gennemført. Det er jo helt ubegribeligt, siger chefkonsulent i FDM Torben Kudsk.


Han påpeger desuden, at Skat bør ligge inde med oplysningerne, da de giver afgiftslempelser til dieselbiler med partikelfiltre, når de kommer fra fabrikken. Derfor burde det ikke være bilisternes ansvar at bevise, at deres bil har partikelfilter.


Skatteminister Troels Lund Poulsen har ikke afsat tid til at svare på Motors spørgsmål, og i Skatteministeriet ser man ikke det store problem. 


– Politikerne vidste jo, at det forholdt sig sådan, da de stemte for loven. FDM mener, at man stiller for store krav til bilisterne, men politikerne har altså vurderet, at det er den balancegang, der skal til mellem det offentlige og borgeren, forklarer chefkonsulent Claus Kargo.


Af Anders Wendt Jensen