Årets AutoIndex var ventet med spænding, da det ellers så sejrsvante Toyota kom i strid vintermodvind. Medier over hele verden var fyldt med historier om speedere, der blev siddende fast, så bilen spurtede af sted med flere dødsulykker til følge. „Fantastiske Toyota” var altså ikke 112 procent i orden. Hvordan ville Toyota-ejerne reagere på det?
Svarene i AutoIndex er indsamlet i januar, februar og marts, så den uheldige sag for Toyota kunne måske aflæses i kampen om podiepladserne. Men det kunne den ikke. Toyota er stadig bilmærket med de mest tilfredse ejere, mens BMW og Audi er henholdsvis nummer to og tre – som sidste år.
Til gengæld er Mercedes gået frem og har kilet sig ind på en delt fjerdeplads med Volvo og Saab.
Toyota-ejere stadig tilfredse
Toyotas triumf trods den hårde modvind i medierne er ikke så underlig ifølge Mikkel Korntved, der er direktør i Loyalty Group, der som FDMs partner i AutoIndex indsamler og bearbejder alle bilejernes svar.
– Alle kunder vil grundlæggende acceptere, at der kan opstå et problem i samarbejdet med deres leverandør, men det er altafgørende for kundens fremtidige opfattelse af samarbejdet, hvordan leverandøren håndterer denne krise. Hvis leverandøren hurtigt og tydeligt viser, at problemet behandles professionelt, vil kunden blive bekræftet i, at leverandøren er det rigtige valg, og tilliden og loyaliteten vil derfor blive styrket, forklarer Mikkel Korntved.
AutoIndex viser, at Toyota-ejernes eget syn på mærkets image er steget 0,9 procent, efter at problemerne blev offentliggjort, mens alle andre bilejeres syn på Toyotas image gennemsnitligt er faldet 4,4 procent. Toyota-ejernes loyalitet er altså ikke reduceret, men der er stadig et stort arbejde for at overbevise alle andre.
– Ved først at sikre relationen til Toyotas eksisterende kunder vil der efterfølgende være en væsentlig opgave for Toyota i at genoprette omverdenens syn på mærket. Det vil dog hjælpes godt på vej af de mange eksisterende og stadig tilfredse kunder, som kan fortælle historien om Toyotas professionelle håndtering af krisen.
Chevrolets fremgang ikke nok
I bunden af AutoIndex finder man stadig Chevrolet, der dog har den tredjestørste fremgang i forhold til sidste år. Men 19 af de 24 mærker i undersøgelsen har oplevet fremgang, så der skal noget ekstraordinært til, inden Chevrolet for alvor kan gøre sig gældende.
Generelt er bilejerne blevet mere tilfredse, og spændet mellem høj og lav er blevet indsnævret. Peugeot, der sidste år oplevede en lille optur, er igen faldet ned i feltet og indtager pladsen som næstsidst. Den besad Renault sidste år, men mærket er årets højdespringer med en pointvækst på 4,4 procent, og det rækker i år til en plads som fjerdesidst.
Årets næstbedste højdespringer er Suzuki, der gået frem fra pladsen som tredjesidst og helt op som en samlet nr. 13. Tredjesidst i årets AutoIndex er Mitsubishi.
Af Anders Wendt Jensen
Læs hele artiklen ved at klikke på "Hent artiklen som PDF".




Billig autohjælp
Godt billån
Rabat på test og bilsyn
Fordelagtig forsikring
Teknisk og juridisk rådgivning
Bladet Motor
Rabat på campingpladser
FDM forbehold
FDM mastercard
Camping
FDM travel
Køreteknik og motorsport
Netbutik

















