Det blev lidt af et tilløbsstykke, FDMs 100-års Jubilæums-GP på FDM Jyllandsringen. Over 12.500 motorsportsentusiaster troppede op til finalen søndag den 23. august. Og publikum fik fuld valuta for pengene. Et flot felt af Danmarks bedste racerkørere gik til stålet, og den tredobbelte Le Mans-vinder Jan Magnussen blev den værdige vinder fulgt af den dobbelte europamester Michel Nykær og eks-Danmarksmester Jason Watt på anden- og tredjepladsen.
– Det var et godt arrangement med det største antal besøgende i år, konstaterer løbsarrangør Peter Elgaard.
FDM var naturligvis stærkt repræsenteret til at besvare spørgsmål om foreningen og modtage indmeldelser, ligesom bestyrelsesformand for FDM Bent Halkier holdt tale og overrakte præmierne efter finalen.
Godt 2.000 FDM-medlemmer tog imod tilbuddet om gratis billetter til finalen.