Sig mig, hvad foregår der egentlig?, spørger en lettere korpulent herre med en drævende amerikansk sydstatsaccent, mens hans kone kigger ud over Piazza Paolo VI i Brescia med et ansigtsudtryk, der afslører lige så meget forundring som forvirring.


Og for en tilfældig forbipasserende turist, der har forventet at bruge en formiddag på kalkmalerier i katedralen må synet af 375 smukke klassiske biler på pladsen – og på alle andre pladser og åbne arealer i Brescia for den sags skyld – da også være både overraskende og overvældende.


Ægteparret fra USA er uforvarende dumpet ned midt i det, der meget rammende bliver kaldt det smukkeste motorløb i verden. Mille Miglia Storica er nærmest et rullende museum med fuldblodssportsvogne og ydmyge hverdagsbiler samlet med ét mål: at køre de 1.000 italienske mil, eller cirka 1.600 km, fra Brescia til Rom og tilbage igen.


Det er torsdag eftermiddag i Brescia, og feltet til årets Mille Miglia er ved at samles rundtom i byen. Her kan alle gå rundt og beundre de smukke biler og få en snak med kørerne, der tæller tidligere formel 1-stjerner, skuespillere og andre kendisser. Hen under aften bliver bilerne sendt af sted, én efter én, fra et podie på Piazza Vittoria, mens en hurtigtsnakkende kommentator fortæller om bilerne, og tusinder ser på.


Første etape går til Bologna, og fredag går turen så helt til Rom via formel 1-banen i Imola, San Marino og adskillige større og mindre byer, der alle gerne vil have besøg af den klassiske karavane. Lørdag morgen er det tidligt op, og det sidste stræk går fra Rom over bjergpas og ad snoede landeveje helt frem til Brescia.


Fra racerløb til opvisning


Det oprindelige Mille Miglia blev afviklet fra 1927 til 1957, og det var et decideret racerløb, der blev afviklet på offentlig vej uden nogen synderlige sikkerhedsforanstaltninger. Dengang gjaldt det bare om at komme først, og det er stadig fuldstændig forrykt at tænke på, at Stirling Moss og hans co-driver, Denis Jenkinson, gennemførte ruten på kun godt ti timer i 1955: En gennemsnitshastighed på omkring 160 km/t. på små, snoede landeveje og ad brostensbelagte gader gennem italienske landsbyer trodser enhver fornuft.


De manglende sikkerhedsforanstaltninger blev da også løbets skæbne. I 1957 eksploderede et dæk på Alfonso de Portagos Ferrari, og bilen kørte af vejen. Ti tilskuere mistede livet sammen med de Portago og hans co-driver, og dermed var det sidste punktum sat i landevejsløbet Mille Miglia.


Og dog. I slutningen af 70’erne blev løbet genoplivet i form af et opvisningsløb, som det nok så fredsommeligt blev kaldt. Løbet var, og er stadig, kun åbent for bilmodeller, der er produceret mellem 1927 og 1957, og som helst skal have deltaget i de oprindelige løb. Det betyder, at feltet bliver mildt sagt varieret, og i dette års udgave så man ordinære biler som Citroën 2CV, VW Type 1 og Peugeot 203 blande sig med mange-millioners-klenodier som Maserati 300S og Ferrari 250 TR.


Følgevognen får baghjul


Løbet bliver stadig kaldt et opvisningsløb, og vinderen er da også den kører, der kan komme tættest på en gennemsnitshastighed på adstadige 45 km/t. på specialprøverne. Det fortaber sig dog lidt i tågerne, om det er inklusive de timer, som bliver tilbragt under dynerne, for i modsætning til det oprindelige løb bliver Mille Miglia Storica afviklet over tre dage. Bilerne – og mange af førerne – er ikke helt unge mere og trænger nok til at slappe lidt af efter en lang dag på landevejen.


Men når man ser bilerne på vejen, er der ikke meget afslapning over feltet. „Avanti, avanti!” – fremad! – råber motorcykelbetjentene, mens de forsøger at holde den almindelige trafik lidt på afstand. 


Den ene klassiske bil efter den anden kommer tordnende forbi, og i hvert et sving, hver en lille landsby står tusinder af tilskuere og hepper og hujer. Skolebørnene får fri til at vifte med flag, og de gamle mænd på torvet hygger sig med minderne om dengang, da bilerne kørte rigtig stærkt.


Motor er med i årets Mille Miglia Storica. Ikke som deltager i løbet, men som følgevogn. Bag rattet i en Alfa Romeo Giulietta gør Motors udsendte sit bedste for at følge med de klassiske biler, men kommer ofte til kort. Ikke fordi bilen ikke kan følge med, men fordi tanken om overhalinger i tredje position ikke huer chaufføren. Men ikke så snart er én flok klassikere uden for synsvidde, før en ny gruppe dukker op, som man kan koble sig på.


Museumsbiler bliver luftet


Fordelen ved at være følgevogn er, at man har stort set samme privilegier som deltagerne. Det betyder, at man bliver gennet gennem ruten sammen med de deltagende biler, og pludselig kører man hen over Campoen i Siena eller gennem gader og stræder, der normalt er off-limits for kørende trafik. Og alle smiler til dig og glæder sig med dig over, at alle disse smukke biler ikke står og samler støv på et museum, men er ude, hvor de virkelig hører hjemme.


Mange af bilerne henslæber faktisk det meste af deres tid på museer, men selvom de ofte er mange millioner værd, er det ingen hindring for at starte dem op og køre race. Alfa Romeo stiller for eksempel op med 10-12 smukke klassiske køretøjer, der alle er rullet direkte ud fra museet i Arese og ind på Piazza Vittoria i Brescia.


De fleste biler er dog i privateje, og til hverdag bliver de sikkert nusset og pudset i alle ender og kanter. Ejerne er ofte velhavende entusiaster, der ville skyde en hund på stedet, hvis den så meget som tænker på at lette ben op ad bilens baghjul, men i denne ene weekend slipper de alle hæmninger og hestekræfter løs og bruger bilerne til det, de er skabt til: at køre stærkt. Ved målet i Brescia er der da også en del af bilerne, der ser en smule mindre jomfruelige ud, end de gjorde ved starten et par dage tidligere.


Det hele er så herlig politisk ukorrekt, at det kun kan foregå ét sted på jorden: Italien. Hvor ellers får man politiet ud i fuld styrke for at skynde på en flok tosser i gamle biler, der bryder stort set alle paragraffer i færdselsloven, mens tusinder af jublende tilskuere ser beundrende til?


Af Bo Christian Koch