Vejskilte, hastighedsgrænser, motorveje, rastepladser, vinterdæk, bildesign, motorudvikling. FDM har i 100 år været involveret hele vejen fra bilismens fødsel til nutidens avancerede teknologi og trafikpropper. Det har vi fejret i hele 2009 med en lang række vellykkede arrangementer. 
I begyndelsen af året blev eksperter og interesseorganisationer inviteret til seminarer og debat om fremtidens trafikale udfordringer. Her så transportminister Lars Barfoed gerne, at ITS (Intelligente Transport Systemer), hvor elektroniske tavler m.m. styrer trafikken, bliver en større del af hverdagen på vejene. Det, ser vi frem til, bliver resultatet i fremtiden.


Adskillige steder i landet havde bilister mulighed for at få et lille sikkerhedstjek af bilen, da FDM inviterede til sikkerhedsdage. Både sikkerhedsseler, autostole, hovedstøtter og dæk blev set efter. Seler og autostole var generelt i god stand, mens det kneb for bilisterne at indstille hovedstøtten korrekt, og kun få var klar over, hvad deres dæktryk skulle være. 


Kongeligt besøg 


I maj blev FDMs repræsentantskabsmøde åbnet af HKH Prins Joachim, der fik en køretur i FDMs Oldsmobile fra 1902. 
Organisationens tilstand og fremtidens udfordringer blev diskuteret, og adm. direktør Thomas Møller Thomsen konstaterede, at „FDM er både i robust og god form, vi er nutidige og har planer og strategier for fremtiden. Der er grund til at være stolte af alle de resultater, der er skabt gennem FDMs første 100 år. Og vi vil gøre vores bedste for, at vi også får store resultater og succes i de næste 100 år”.
FDM var også vært, da bilklubbernes internationale fællesorganisation

FIA holdt sit årlige forårsmøde. Racerkører Tom Kristensen var i den forbindelse med til at promovere kampagnen eSafety, der skal gøre elektronisk sikkerhedsudstyr som ESC, blindvinkelalarm, hastighedsalarm og nødbremsesystem mere udbredt. Det anslås, at ESC alene i Europa redder 4.000 menneskeliv hvert år. En af FDMs opgaver er i den forbindelse at kæmpe for afgiftsfritagelse på sikkerhedsudstyr, da det er helt uacceptabelt, at staten skal tjene penge på udstyr, der kan redde menneskeliv.


Racerløb med topkørere


De motorsportsinteresserede kunne sidst i august se jubilæums-grandprix på FDM Jyllandsringen og tage til Copenhagen Historic Grand Prix, hvor FDM var en af hovedsponsorerne. 


Andre med lyst til en mere aktiv indsats kunne melde sig til konkurrencen „Danmarks Bedste Bilist”, hvor man i første omgang skulle svare på spørgsmål via internettet, inden de bedste blev valgt til køretekniske øvelser. Finalen blev afholdt i oktober på FDM Sjællandsringen, hvor Thomas Høybye vandt titlen og en Toyota IQ. 


Jubilæumsåret har også budt på et redesign af FDMs hjemmeside – blandt andet af netbutikken, hvor man kan købe den jubilæumsbog, som FDM udgav i foråret. På 280 sider kan man læse om FDM og bilismen i Danmark i det seneste århundrede. Medlemmer kan købe værket for 199 kr. på www.fdm.dk/jubilaeumsbog