Registreringsafgift for brugte biler

Den endelige registreringsafgift beregner SKAT ud fra bilens afgiftspligtige værdi, hvilket vil sige bilens almindelige pris inkl. moms, men uden registreringsafgift. Det er dermed ikke bilens købspris, eller efter hvad en forhandler vil betale for bilen, der er gældende, det er hvad vurderingsmyndigheden sætter bilens afgiftspligtige værdi til. Som tommelfingerregel udgør afgiften ca. 2/3 af udsalgsprisen i Danmark og den afgiftspligtige værdi udgør 1/3. En bil anses for at være brugt, når bilen har kørt mere end 2000 kilometer, uanset hvor gammel den er.

Registreringsafgift for nye biler

Bilen anses for at være ny, når den har kørt under 2000 kilometer. Så skal du betale afgift af den handlede pris. SKAT vil altså tage udgangspunkt i fakturaen eller slutsedlen.

Der betales 105 pct. i registreringsafgift af de første 79.000 kroner af bilens afgiftspligtige markedsværdi. Af den resterende del betales 180 pct. i registreringsafgift. Dertil kommer en lang række af fradrag og tillæg afhængig af, hvor langt bilen kører på literen, og hvilket sikkerhedsudstyr bilen er udstyret med.
 
Når den endelige vurdering har fundet sted, bliver resultatet af vurderingen sendt til skattecenteret, der giver dig som bilejer besked om vurderingsresultatet, med afregningen af den endelige registreringsafgift.

Hvis du efter vurderingen af bilen synes, at den registreringsafgift, der skal betales, er for høj, kan du "fortryde" og annullere anmeldelsen.

Særlige krav til udstyr og indretning

Ud over, at man skal kunne dokumentere, at bilen tidligere har været registreret i udlandet, skal bilen være forsynet med diverse ekstraudstyr alt efter dato og år for indregistrering. Kun biler registreret første gang på den nævnte dato eller senere skal opfylde kravet.

  • Seler på forsædet (1.7.1969)
  • Ratlås og dørlås (1.10.1972)
  • Lamineret forrude (1.4.1975)
  • Seleforankringer ved bagsæderne (1.4.1980)
  • 4-taktsmotor (1.4.1984)
  • Hovedstøtter på forsæder (1.4.1986)
  • Seler ved alle fremadvendte sæder (1.4.1989) 

Katalysator: Biler med benzinmotor over 2.000 cm3 skal være forsynet med reguleret katalysator, hvis de er indregistreret første gang efter 1.10.1989 (1.10.1990 for øvrige benzinbiler).

For dieselbiler skal en af følgende betingelser være opfyldt:

  • Bilen er forsynet med original monteret katalysator
  • Motoren er omfattet af en standardtypegodkendelse
  • Luftforureningsbestemmelserne er opfyldt (1.10.1989 for biler over 2.000 cm3, 1.10.1990 for andre biler).

Støjniveau: Bilen skal være udstyret med et korrekt lyddæmpersystem, og bilen må, subjektivt vurderet, ikke adskille sig fra tilsvarende biltyper, hvad angår støjniveau. Hvis SKAT ikke skønner, at kravet er opfyldt, kan der kræves særskilt dokumentation for, at bilen overholder støjgrænserne.

Lygter: Bilen skal bl.a. være udstyret med sideblinklygter efter danske bestemmelser.

Partikelfilter

Hvis bilen skal indregistreres som personbil, vil der blive opkrævet en tillægsafgift ved manglende partikelfilter, uanset bilens årgang. Skal bilen i stedet indregistreres som varebil, vil der kun blive opkrævet tillægsafgift ved manglende filter, hvis bilen er indregistreret første gang efter 18. marts 2009. Tillægsafgiften udgør 1000 kroner om året.

Syn af bilen

Inden bilen kan endeligt afgiftsvurderes, skal bilen gennemgå et registrerings- og toldsyn.

Læs mere om registrerings- og toldsyn

Forsikring

For at få bilen registreret på danske nummerplader skal du i et forsikringsselskab tegne en ansvarsforsikring for bilen (du kan naturligvis også tegne en kaskoforsikring, men det er ikke noget krav). Forsikringsselskabet udsteder et forsikringsbevis, som skal medbringes til nummerpladeekspeditionen hos SKAT.

Registrering på danske plader

Ved henvendelse til Motorkontoret skal du medbringe:

  • Bilens originale udenlandske registreringsattest
  • Forsikringsbevis
  • Synsattest

Flere oplysninger hos SKAT

Hos skattecentrene kan du få en pjece, der hedder "Indførsel af brugte biler fra udlandet", som bl.a. indeholder en oversigt over alle skattecentre. Desuden kan du få forespørgselsblanketten (21.009), som skal udfyldes med konkrete oplysninger om bilen og benyttes ved beregning af depositum for registreringsafgiften.

På SKATs hjemmeside kan du finde en database, hvor der kan søges på tidligere afgørelser om betaling af registreringsafgift ved import.

Læs om nummerplader hos SKAT

Som medlem af FDM kan du kontakte FDM Rådgivning