Hidtil har det været elbilerne, der har været i fokus, når talen har handlet om, hvilke grønne biler vi danskere fremover skal køre i. Men praktiske test af elbilerne har vist, at de ikke har de egenskaber, der skal til for at kunne overtage en større del af danskernes transport. Hertil er rækkevidden for lille, udvalget for småt, og komforten for ringe. 


Det betyder, at der skal findes andre løsninger, før vi for alvor får ændret den danske bilparks miljøprofil. For først når antallet af alternative biler bliver stort, batter det noget i regnskabet. Nogle få tusind elbiler ændrer intet.


Den biltype, der for alvor kan passes ind i danskernes behov, er heldigvis allerede udviklet. Det er en hybridbil, der dels kan køre på el, dels på enten benzin eller diesel. Når bilen står parkeret, kan den lades op, og de første mange kilometers kørsel kan foretages på ren eldrift. Hvis man skal køre længere, end der er strøm til på batteriet, starter en konventionel motor og leverer den energi, der skal til. 


Dermed er det både muligt at klare hverdagens småture på ren eldrift og køre længere ture på almindeligt brændstof. Derved kan bilen bruges til flere opgaver end dem, en elbil normalt kan klare. Og det er det, der er afgørende for, at antallet af miljøvenlige biler kan blive stort. 


Kører uden om Danmark


De første udgaver af denne nye biltype er allerede udviklet af Chevrolet, Opel, Toyota og Volvo – og Motor har haft lejlighed til at prøvekøre dem alle, selvom de først ventes på markedet i 2012.


Den nye teknologi er meget lovende, og de nye biltyper vil uden tvivl passe godt ind i alle danskeres hverdag. Modsat de mere simple elbiler kan opladningshybriderne, som vi har valgt at kalde dem, byde på høj komfort med god varme i bilen, og da der er masser af kræfter til rådighed, kan bilerne også forsynes med trækkrog, så familien Danmarks fritidsinteresser fortsat kan plejes. 


Målt med den officielle testmetode vil opladningshybriderne kunne køre omkring 60 km på en liter brændstof plus den strøm, der også er medgået til opladning af batteriet. Kører man kun korte ture, vil man stort set kunne klare sig på el alene, og kører man langt, stiger brændstofforbruget naturligvis tilsvarende.


Dette kunne have været en solstråle-historie om, hvordan ny teknik kan hjælpe med at nå Danmarks målsætninger om at reducere CO2-udslippet fra biltrafikken. Men som formentlig det eneste land i verden risikerer Danmark at gå glip af denne nye teknologi. 


Det skyldes, at det danske afgiftssystem er indrettet, længe før der var noget, der hed avanceret teknologi, og længe før der fandtes biler, der både kan køre på el og brændstof. Derfor pålægges sådanne biler meget høje afgifter, og de første udkast til prisberegninger fremviser priser på mellem 600.000 og 700.000 kroner. Vel at mærke for noget, der bedst kan betegnes som almindelige familiebiler. Det er åbenlyst for dyrt. 


Men ændrer man afgiftssystemet, ville de første danskere allerede kunne købe en opladningshybrid om et år.


Læs også lederen på side 3 i Motor 7/8-2011

Af Søren W. Rasmussen


Vil du se den fulde artikel, klik på "Hent artiklen som PDF" i boksen "Sådan så det ud i Motor".