Testen er baseret på den test, som European Enhanced Vehicle-safety Committee udviklede som basis for lovgivningen, men kollisionshastigheden er øget med 8 km/t.

Sammenstødet sker ved 64 km/t., hvor bilen rammer en deformerbar barriere med en del af fronten.

 

 

 

 

 

 

Målinger fra crashtest-dukkerne danner grundlag for bedømmelsen af voksenbeskyttelsen.

 

 

 

 

 

 

Testbilerne udsættes for kollision med en del af fronten mod en ubevægelig kasse med en fleksibel bikubemønstret overflade. Kollisionen repræsenterer den mest almindelige type ulykker, hvor kun en del af bilens frontparti indgår i kollisionen. I testen svarer det til, at bilerne rammer hinanden med hver sin halvdel af bilernes bredde.

I testen simuleres dette ved at 40 procent af fronten rammer barrieren, hvis fleksible overflade efterligner bilens deformerbare karrosseri. Dette er en krævende test af bilens evne til at klare et sammenstød, uden at det går ud over kabinen.

Bildele, der trænger ind i kabinen, er den hyppigste årsag til alvorlige eller dødelige skader på fastspændte passagerer. Testhastigheden på 64 km/t. svarer til en kollision mellem to biler, der hver kører 55 km/t. Forskellen i hastighed skyldes, at der absorberes en del energi i den deformerbare barriere. Undersøgelser af ulykker viser, at denne kollisionshastighed dækker en stor del af ulykker med alvorligt skadende eller fatal udgang.

Ved at forhindre indtrængende dele i kabinen, minimeres risikoen for at passager skades. Samtidig giver det plads til, at sikkerhedssystemer såsom airbags og sikkerhedsseler kan fungere effektivt.

Airbag i rattet udgør en vigtig del af førerens sikkerhedssystemer. Euro NCAP har anbefalet konstruktioner, hvor førerens hoved får en stabil støtte fra airbaggen, og hvor hovedet ikke „går til bunds” i airbaggen. For en fastspændt person bliver decelerationskræfterne fra sammenstødet overført til personen gennem sikkerhedssystemet. Det har også hjulpet til at undgå, at føreren overkrop støder direkte ind i rattet.

I de fleste biler kan sikkerhedssystemet ikke beskytte knæene på personerne på forsæderne fra at ramme instrumentbrættet. Hårdt slag mod knæene kan skade både selve knæet og låret, hoften og bækkenet. Disse vægtbærende dele af skelettet får let alvorlige, langvarige og invaliderende skader. Euro NCAP anbefaler, at man ikke placerer farlige strukturer i de områder, hvor man kan slå knæene.

Med bilers udformning kan man p.t. ikke undgå kontakt mellem passagerens fødder og fodrummet. For at minimere skaderne anbefaler Euro NCAP løsninger, der forhindrer dele i at trænge ind i forrummet, og som kontrollerer pedalernes bevægelser ved en kollision.