Der udføres en række tests, der gengiver ulykker, hvor biler kører ind i fodgængere – voksne og børn – med 40 km/t. Stødzonerne vurderes og får bedømmelsen god, tilstrækkelig eller dårlig. Som med de andre tests er disse baseret på European Enhanced Vehicle-safety Comittees retningslinjer.

 

 

 

 

 

Det er meget vanskeligt at bedømme fodgængerbeskyttelsen ved brug af en helfigur-dukke. Selv om det er muligt at kontrollere, hvor bilens front rammer fodgængerens ben, er det umuligt at styre, hvor dukkens hoved vil ramme derefter. For at løse dette problem udfører Euro NCAP såkaldte komponenttests.

En benattrap-test bedømmer kofangerens beskyttelse af det nederste af benet. En lår-attrap bedømmer, hvordan den forreste del af kølerhjelmen optager stødet, og attrapper af et voksen- og et barnehoved indgår for at vurdere det øverste af kølerhjelmen.

Fodgængervenlige kofangere, der giver sig, når de rammer fodgængerens ben, kan forbedre beskyttelsen. Beskyttelsen bliver bedre, hvis benet rammes under knæet, og hvis kræfterne spredes ud over en større del af benet.

Det forreste af kølerhjelmen kan forbedres ved, at man fjerner unødvendigt hårde strukturer. For at beskytte hovedet skal den øverste del af kølerhjelmen kunne give sig. Det er vigtigt, at der er god plads under hjelmen, så afbøjningen ikke bliver stoppet.

Euro NCAP offentliggjorde separate stjernebedømmelser for fodgængerbeskyttelse i perioden 1997 til 2009. Bedømmelsen var baseret på tests med voksen- og barnehovedattrapper og de to ben-attrapper.

Siden 2009 er bedømmelsen af fodgængerbeskyttelsen indgået i den samlede bedømmelse af bilens sikkerhed. Den tekniske bedømmelse er dog stadig den samme.