Før hed det højeste udstyrsniveau Sport, nu hedder det Premium. Mazda er ikke gået bort fra sine glade køreegenskaber, men der er fokuseret på mere luksus med den anden generation af 3eren. Bag rattet bemærker man, at der er mindre dækstøj – især fra baghjulene. Men det bedste er, at nøglefri betjening af bilen er en del af Premium-pakken. Det er utroligt letbetjent og er med til at løfte oplevelsen af bilen. 
Med tolitersmotoren og manuelt gearskifte følger også et stop/start-system, hvor motoren slukkes, når man slipper koblingen i frigear. Som det hidtil eneste system kan motoren starte, selv om man sætter den i første gear, når man venter på grønt. Pladsforholdene i bilen er i øvrigt gode for en familie på fire, kabinen har fin plads til både hoved og ben. Og bagagerummet har plads til hele 430 l, hvilket er en del større end klassens standard på 350 l.