Billigbilerne til omkring 100.000 kr. er blevet danskernes mest foretrukne biltype. De billige biler er da også små slidere, som kan få hverdagen til at hænge sammen for singler, ældre par, som bil nummer to, i den lille børnefamilie eller som alternativ til en udslidt brugtbil for førstegangskøberen. Men mon ikke det mest er prisen, der får 25.000 danskere til at købe ny bil i denne klasse i år?
Det er ikke nyt, at man kan købe en ny bil til under 100.000 kr. Men denne gruppetest afslører, at disse biler har gennemgået en forrygende udvikling. Billigbilerne døjede – og i nogle tilfælde døjer stadig – med ringe sikkerhed, dårlige køreegenskaber og tvivlsom komfort. Men konkurrencen har gjort, at det nu er muligt at finde frem til nogenlunde hæderlige biler i discountprisklassen.
Det er dog ikke alt, der skinner, der er guld. Som du kan se i overblikket over minibiler, er der stadig en del, der ikke er sikre nok. Og selv de biler, der får fire stjerner i Euro NCAP’s crashtest, vil være den svage i mødet med en større bil. Dertil kommer, at alle, der begejstres over kvalitet og design, vil gå forgæves i billigbilerne. Her er hver en øre vendt, og man får, hvad man betaler for.
Men som køretøj fra A til B består alle de fire biler, som Motor har taget med i denne test – den nye Chevrolet Spark og de tre mest populære konkurrenter.
Billige i både indkøb og drift
Ud over en attraktiv indkøbspris er de små biler også kendetegnet ved en meget billig driftsøkonomi. Særligt er udgiften til benzin nede på et minimum, da man i praksis kan køre omkring 20 km/l i de små biler. Også udgifter til dæk, ejerafgift, forsikring og service er i den meget billige ende, og det giver samlede driftsudgifter på lige godt to kr./km, når vi laver vores sædvanlige regnestykke over alle udgifterne.
De fire biler i testen er først og fremmest den nye Chevrolet Spark. Den har brudt den nedre grænse for priser på biler og har i høj grad været med til at øge konkurrencen på bilmarkedet. Billigste udgave koster således under 90.000 kr. Hidtil har Spark ikke haft ESC som standard på alle modeller, men det vil det være fremover, lover importøren.
Hyundai i10 har tidligere været med i en gruppetest i en bedre udstyret version. Dengang måtte i10 se sig slået af Peugeot 107, men siden har priserne og konkurrencen ændret sig betydeligt, og vi giver nu begge biler fire stjerner og kårer Hyundai i10 til „testvinder” – et mulehår foran den populære, men efterhånden gamle Peugeot 107, der får lov at repræsentere både Citroën C1 og Toyota Aygo.
Sidste kandidat er den nyeste udgave af Suzuki Alto. Vi har taget den med, fordi den er utrolig populær i Danmark. Men sagen er, at den kun har opnået tre stjerner i crashtesten fra Euro NCAP. Den lever dermed ikke op til de minimumskrav, vi anbefaler, at man følger, når man skal vælge ny bil.
På de kommende sider går vi bilerne efter i detaljer, opstiller budgetter for dem og ender ud i en konklusion for hver bil.
Af Søren W. Rasmussen.
Foto: Karsten M. Lemche.
Øvrige testdel- tagere: Peter Clausen og Peter Sahl




Billig autohjælp
Godt billån
Rabat på test og bilsyn
Fordelagtig forsikring
Teknisk og juridisk rådgivning
Bladet Motor
Rabat på campingpladser
FDM forbehold
FDM mastercard
Camping
FDM travel
Køreteknik og motorsport
Netbutik









