Skal jeg tage imod chefens tilbud om ny firmabil og dermed en ekstraskat hver måned, eller skal jeg i stedet købe egen bil og få skattefri kørselsgodtgørelse og befordringsfradrag, når jeg benytter bilen i forbindelse med jobbet? Og hvis jeg vælger sidste løsning, skal jeg så købe eller privatlease bilen? Sådanne overvejelser må en stor del af de danske bilejere igennem, hver gang det er tid til at skifte bilen. FDM har set nærmere på reglerne og har beregnet tre eksempler for en ny Audi A3 som henholdsvis privatejet bil, leaset bil og som fri firmabil med og uden lønnedgang.

Fri firmabil kan være en fordel

Resultatet viser, at det er en rigtig god idé at tage imod et tilbud om fri firmabil, hvis man ikke samtidig skal gå ned i løn. Skal man det, er det ofte billigere selv at anskaffe bilen – naturligvis afhængig af hvor meget man skal gå ned i løn. Vælger man selv at anskaffe bilen, er det i dette tilfælde mest fordelagtigt blot at købe bilen på normal vis. Beregningerne viser nemlig, at det trods lavere leasingydelser fortsat er forbundet med ekstraomkostninger at lease en ny bil frem for at købe den. Særligt attraktive tilbud på privatleasing dukker dog jævnligt op, og så er det værd at gå beregningerne igennem igen. Ikke mindst beskatningsværdien kan ofte være en del lavere end den listepris man ser på bilen, og så kan den firmabetalte bilordning let være det bedste valg.

Men husk på at beregningerne blot er én variant ud af et uendeligt antal mulige kombinationer af bilmodel, antal private km, mængden af kørsel for virksomheden, afstanden mellem hjem og arbejde og aftaler om lønnedgang i forbindelse med fri bil. Det er derfor vigtigt selv at foretage beregninger i stil med dem, vi her har udført, før man har et solidt grundlag at tage udgangspunkt i.

Tommelfingerreglen er dog stadig: Jo flere kilometer man kører privat i bilen, desto bedre kan det svare sig at have fri firmabil, og jo flere kilometer man kører for sin arbejdsgiver med skattefri kørselsgodtgørelse, desto bedre kan det svare sig selv at lægge bil til.
Om det skal være en privatejet bil eller en leasingbil, må bero på en konkret vurdering baseret på de faktiske beløb for den bil, man er interesseret i.

Af Søren W. Rasmussen

Kan det betale sig for dig, at vælge firmabil? Test med FDMs firmabilindikator og blive klogere på, hvad der økonomisk er bedst for dig:

FDM Firmabilindikator

FRI FIRMABIL Audi A3 1.4 TFSi Sportback
Pris inkl. lev. 316.530 kr.
Beskatningsgrundlag 316.530 kr.
Værdi af fri bil:  
25 % af 300.000 kr. 75.000 kr.
20 % af 16.530 kr. 3.306 kr.
Miljøtillæg (= 1 års ejerafgift) 1.520 kr.
Til beskatning 79.826 kr.
   
Skattebetaling – uden bruttolønsnedgang:  
Skattebetaling fri bil (56,5 % af 79.826 kr.), pr. år 45.102 kr.
Skat pr. md. 3.758 kr.
   
Skattebetaling – med bruttolønsnedgang  
Skattebetaling fri bil, pr. år 45.102 kr.
Mistet nettoløn (43,5 % af 75.340 kr.) 32.773 kr.
Udgift i alt 77.875 kr.
Udgift pr. md. 6.490 kr.

 

EGEN BIL (Der køres i alt 60.000 km over 3 år)
Km-afhængige udgifter kr. pr. år
Brændstof 12.209
Dæk 1.943
Vedligeholdelse 4.500
I alt (A) 18.652
   
Faste udgifter  
FDM-forsikring 5.193
Ejerafgift 1.520
Diverse (FDM, vask m.m.) 4.205
I alt (B) 10.918
   
Kapitalomkostninger  
Værditab 37.984
Rentebyrde 7.787
I alt (C) 45.770
   
Samlet beløb (A+B+C) 75.340
Samlet beløb i kr. pr. måned 6.278
Samlet pris pr. måned inkl. km-godtgørelse 4.795

 

PRIVATLEASING (Der køres i alt 60.000 km over 3 år)
Førstegangsydelse 35.000 kr.
Ydelse pr. måned 3.995 kr.
Brændstof pr. år 12.209 kr.
Dæk pr. år 1.943 kr.
FDM-forsikring pr. år 5.193 kr.
Ejerafgift pr. år 1.520 kr.
Diverse (FDM, vask m.m.) pr. år 4.205 kr.
I alt, omregnet til kr. pr. måned 7.057 kr.
Samlet pris pr. måned inkl. km-godtgørelse 5.574 kr.