Når du har undersøgt bilmarkedet grundigt og har fundet frem til nogle interessante biler, gælder det om at udvælge præcis den model, der passer dig med hensyn til både udstyr og størrelse af motor. På de fleste bilimportørers hjemmesider kan du få hjælp dig til at sammensætte en ny bil efter dine ønsker og se farvemuligheder. Der er nemlig masser af muligheder og potentielle udstyrsfristelser og større modeller hos bilforhandleren. Så det er vigtigt at holde fokus på det budget, du lagt hjemmefra.

Prøvetur er vigtig

Prøvekør bilen både i by og på motorvej, helst den model du har lagt dig fast på. Da motorstøj og trækkraft kan være meget forskellig, er det vigtigt, at du prøver bilen med den rigtige størrelse motor. Gør ikke den fejl at købe den nye bil ud fra, hvordan du tror, den vil køre! Hvis ikke forhandleren har den rigtige model hjemme, så spørg om han kan skaffe en, eller se om en anden forhandler har den stående. Prøvekør helst bilen to gange. Anden tur skal gerne være over 20-25 min. Typisk kan du nemlig først herefter fastslå, om du sidder godt i sæderne, og om din første fornemmelse af bilen var rigtig.

Den helt rigtige bil

Når prøveturen er veloverstået, og motorstørrelse og model er valgt, skal du sammen med sælgeren sammensætte den helt rigtige bil. Gør sælgeren opmærksom på de ønsker du har, og hvilket udstyr du ønsker. Husk på forhånd at undersøge ekstraudstyr som vinterdæk, anhængertræk, metallak, navigationsanlæg og CD-afspiller. Når I har fundet den rigtige variant, kan I gå til forhandling om prisen.

Rabat på ny bil

Det er helt almindeligt at få rabat ved køb af ny bil. Rabatter kan variere fra mellem 5.000 og op til 30.000 kr. Når du skal forhandle en rabat på den nye bil, skal du fastholde, at du er interesseret i en bestemt bil med en bestemt mængde udstyr og ekstraudstyr. Det er muligt, at bilforhandleren kan tilbyde dig en lidt anden bil til en billigere pris – fx sidste års model. I nogle tilfælde kan det være en god og besparende løsning. Men pas på du ikke ender med en dårligere bil, end den du oprindelig havde udvalgt. Ældre biler kan have dårligere sikkerhedsudstyr, og det er ikke det rigtige sted at gå på kompromis.

Ekstraudstyr også rabat

Ekstraudstyr kan ofte være en genvej til at få rabat på bilen. Forhandleren vil være mere tilbøjelig til at give dig et nedslag i den samlede pris, hvis der er forskelligt ekstraudstyr i spil. Ekstraudstyret koster dog ikke forhandleren det samme i indkøb, som udstyret står til i kataloget.

Måske tilbyder forhandleren dig en bil, der har været brugt som demonstrationsbil (Demo Vogn). Men vær her opmærksom på, hvornår bilen er indregistreret. Er den fx indregistreret i december året før, er den formelt set allerede ét år gammel. og der er så tale om en brugt bil, som du kun bør købe til en betydelig billigere pris.

Gamle bil del af handlen

Hvis din gamle bil indgår i handlen, så pas på at det ikke bliver dig, der finansierer rabatten på den nye bil ved at få en alt for lav pris for den gamle. Det er nemlig ikke altid en fordel at lade den gamle bil indgå i handlen. Undersøg i stedet hvad du kan få for bilen, hvis du sælger den separat. FDM samarbejder med bilpriser.dk, hvor du kan få en idé om prisniveauet på din gamle bil. Ofte er det ved privat salg, at den bedste pris opnås. Du kan sætte din bil til salg via fdm.dk

Du kan også sælge din bil på Autocom.dk, der er en online bilauktion, hvor over 1000 forhandlere kan byde på din bil. Det giver ofte en bedre pris end hos den enkelte forhandler. Husk at læse betingelserne godt igennem, da der er særlige vilkår gældende ved bilauktioner.

Som medlem af FDM kan du altid søge råd og vejledning før et bilkøb hos FDM Rådgivning.