Det sker desværre, at du efter køb af din bil, motorcykel eller campingvogn må konstatere, at den ikke er, som du forventede. Der kan være fejl på bilen, udstyr, der mangler eller som ikke virker. Bilen kan vise sig at have haft en skade eller været brugt som køreskolebil inden dit køb .

Du har en række rettigheder, hvis det viser sig, at den bil, du har købt, har mangler. Men først skal det slås fast, hvornår der er tale om en mangel:

Manglen skal have været der, da du overtog bilen. Det betyder, at du ikke kan klage over, at bilen går i stykker efter købet. Kun hvis årsagen til, at den går i stykker, var der på leveringstidspunktet, er det en mangel.

I de første 6 måneder efter købet, formodes de mangler, du konstaterer, at have været til stede, da bilen blev leveret. Forhandleren skal kunne dokumentere, at det ikke kan være tilfældet. F.eks. fordi han har testet det, du klager over nu, før købet.

Du kan heller ikke klage over mangler, som sælger fortalte dig om, da du købte bilen. Kosmetiske fuldt synlige fejl som stenslag, småskrammer og pletter på indtræk vil normalt heller ikke være mangler på brugte biler.

Købeloven

Købeloven definerer, hvad der er mangler ved det, man har købt. Der er tale om mangler, hvis:

  • Bilen ikke svarer til den betegnelse, som den er solgt under
  • Forhandleren har givet forkerte oplysninger om bilen, inden I handlede og ikke rettet dem
  • Forhandleren har undladt at oplyse om forhold, som han kendte til ved bilen eller burde kende, og som har betydning for din vurdering af bilen
  • bilen ved købet var i en anden og dårligere stand, end du måtte regne med. Her ser man på, hvad du konkret har fået oplyst om alder, kilometertal og pris. Men også holdbarhed og om den er egnet til dit formål spiller ind i forhold til, om der er mangler. Bilen skal også svare til den demobil, forhandleren normalt lader dig køre en prøvetur i.

Der vil være forskel på, hvad der er mangler ved en fabriksny henholdsvis en brugt bil. Slitage i normalt omfang i forhold til de kilometer, bilen har kørt, vil ikke være mangler på brugte biler. Men bilen skal fungere sikkerhedsmæssigt og mekanisk på leveringstidspunktet.

En bilforhandler kan ikke skrive sig ud af sine forpligtelser ved generelt i slutsedlen at anføre, at: ”bilen er solgt med diverse fejl og mangler” eller at: ”bilen har defekter ved motor, gearkasse m.v.” Forhandleren vil dog kunne undgå at skulle stå inde for konkret angivne mangler såsom: ”Bilen sælges med uvirksomt klimaanlæg” eller: ”køber er gjort opmærksom på, at tandremmen ikke er udskiftet”.

FDM anbefaler, at du som medlem kontakter juridisk rådgivning, hvis du inden et bilkøb kommer i tvivl om, hvorvidt der er mangler ved den bil, du er ved at købe. FDMs rådgivning kan hjælpe dig med dine rettigheder.

Kontakt FDM Rådgivning