Der er ikke noget entydigt svar på, om det bedst kan betale sig at købe nye eller brugte biler. Ofte er det et spørgsmål om økonomi. På kort sigt er det som udgangspunkt billigere at købe en brugt bil frem for en ny bil. Men på længere sigt ser regnestykket lidt anderledes ud. Når en ny bil forlader bilforhandleren, har den mistet en del af sin værdi. Det har dog kun betydning, hvis du er tvunget til at sælge inden for kort tid. Over en årrække f.eks. tre til fire år kan den nye bil totalt set være billigere i kr. per kørt kilometer. For både nye og brugte biler gælder, at nogle bilmodeller og farver holder værdien bedre end andre. Det er generelt nemmere at komme af med en sort eller sølvgrå bil fremfor en turkisblå. 

Fordele og ulemper ved nye biler

Fordelen ved at købe en ny bil er, at de leveres med fabriksgaranti på hele bilen. Der skal derfor i en årrække kun betales serviceomkostninger. Der går typisk også mange kilometer, inden bilen skal have nye dæk, kobling, udstødning osv. Det er op til dig, hvordan bilen bliver vedligeholdt fra starten, og du kender selv hele bilens historie. Du har også mulighed for at designe et bilkøb efter dit behov af udstyr. Ulempen ved at købe ny bil er, at markedet kan ændre sig over den årrække, man har bilen, så når bilen skal sælges eller byttes ud, kan du stå over for en større afskrivning. 

Fordele og ulemper ved brugte biler

Fordelen ved at købe en brugt bil kan være, at markedet har presset en lidt dyrere bil hurtigt ned i pris. Du kan dermed få en større bil med bedre komfort og mere udstyr, end hvad du kunne købe en ny bil for. Hvis du skal sælge inden for få år, vil din brugte bil have tabt forholdvis mindre end en fabriksny bil ville. Ulempen ved den brugte bil er, at du ofte kun får 24 måneders reklamationsret, men igen garanti. Den har flere år på vejen bag sig, og du ved ikke, hvordan bilen har været kørt af tidligere ejer. Du kan derfor være så uheldig, at bilen går mere i stykker end en ny bil. Markedsværdien af din bil kan desuden hurtigt ændre sig, hvis der kommer en ny model på markedet. 

Du bør overveje ny bil

Hvis dit bilbudget rækker til den bil, du har brug for i hverdagen, er det oftest en fordel at købe den fra ny, da du med en ny bil får både garanti og 2 års reklamationsret. Samtidig er der færre udgifter til vedligeholdelse end med en brugt bil. Skal du pendle langt, bør du også overveje, om du har råd til en ny bil, da nye biler ofte kører længere på literen end en ældre brugt bil. Hvis du alligevel vælger brugt, er det en fordel at vælge den bil med færrest kilometer på tælleren, da du selv vil køre mange kilometer om året. Endelig er en ny bil en fordel, hvis du gerne vil have et fast bilbudget uden de store overraskelser. Men vær opmærksom på evt. serviceaftaler, som kan være urimeligt dyre i forhold til selv at servicere bilen. Pas også på, at du ikke er ved at købe en udgående model til en for høj pris.

Du bør overveje brugt bil

Hvis du ikke kan få en ny bil af den type, du har behov for i din hverdag, kan du undersøge markedet for en brugt bil i stedet. Der kan være så mange billige brugte biler på markedet, at det bedst kan betale sig at satse på en brugt bil. F.eks. hvis der findes mange nyere billige brugte biler af den type, du har kig på. Hvis du kører få kilometer om året, kan du også med fordel vælge en brugt bil med et eller to år på bagen, som har kørt omkring 75.000 km. F.eks. en brugt leasingbil, da den har gennemgået sine servicebesøg og har haft en større afskrivning end gennemsnittet af tilsvarende biler. Dine få kilometer om året vil derfor ikke have særlig stor indvirkning på den fremtidige afskrivning, hvilket betyder, at bilen holder prisen bedre. At købe brugte biler kræver dog, at du laver et ordentligt hjemmearbejde omkring dit bilbudget, så der er plads til uventede reparationer. Hvis du overvejer, at dit næste bilkøb skal være en brugt bil, er det også vigtigt at vurdere, om sikkerheden på bilen lever op til dine krav. En sikker bil kan i sidste ende redde familiens og dit liv. For nogle bilmærker kan få år betyde stor forskel på sikkerhedsniveauet. I stedet for at købe en stor brugt stationcar kan du derfor i stedet overveje at downsize, men uden at gå på kompromis med komfort og sikkerhed. Frem for den brugte stationcar kan du købe en ny lidt mindre bil med et godt brændstofforbrug, ny teknik, bedre sikkerhed og garanti.

Prøv FDMs brugtbilvælger

FDM anbefaler om køb af biler:

 

Guide til sikkert bilkøb 
Læs mere om Autoudstyr til biler
Benzin eller diesel bil?