På en regnfuld onsdag havde et halvt hundrede interesserede fundet vej til FDM Sjællandsringen, som er hjemsted for FDMs glatbaner. Denne gang gjaldt det dog om netop ikke at komme på glatbane, i hvert fald når det gælder privatleasing. FDMs ekspert, advokat Lennart Fogh, stod parat med et indblik i en verden af privatleasing-terminologier og kontraktbindinger.
Privatleasing er for opadgående
Interessen for privatleasing er voksende, og hvis privatleasingkontrakten har gode vilkår, er den et spændende alternativ til at købe den næste bil. FDM hilser med glæde privatleasing velkommen, da vi er sikre på, at en privatleasingaftale med gode vilkår kan være til fordel for mange medlemmer. Men privatleasingkontrakter kan indeholde faldgruber og formuleringer, der sommetider sikrer leasingselskabet bedre end forbrugeren. For mange bilejere er privatleasing en ny verden, som de ikke helt har vænnet sig til endnu. Derfor bliver forbrugerne sommetider overrasket over de nye vilkår, de får bil under.
Hvad er privatleasing?
Privatleasing er ikke et køb og ikke leje i den traditionelle forstand. Når du køber et produkt, har du en særlig beskyttelse og visse rettigheder. Dem har du via købelovens forbrugerbeskyttelsesregler. De regler gælder ikke, når der er tale om privatleasing.
"Her er dine rettigheder de vilkår, der er beskrevet i kontrakten. Og vilkårene kan være vidt forskellige fra kontrakt til kontrakt. Rettigheder er penge værd for dig, men gode rettigheder kan også koste ekstra," lød det første klare budskab fra Lennart Fogh.
Har du et stabilt liv?
Hvis du ikke kan lide overraskelser, så er der en del, du skal tage i betragtning, når du overvejer at privatlease. De fleste privatleasingkontrakter er baseret på, at du betaler et engangsbeløb. Derefter betaler du en fast månedlig ydelse. Kontrakten afgør, hvor meget der er inkluderet i prisen.
Leasingprisen afhænger i høj grad af, hvor mange kilometer du på forhånd har tegnet dig for. Kører du flere kilometer, afregnes de ekstra kilometer til en overpris. Du skal altså kunne forudse dit kørselsbehov ret nøjagtigt i hele leasingperioden. På et spørgsmål om, hvorvidt det kan betale sig at privatlease en bil, hvis man har et kørselsbehov på 50.000 kilometer om året, svarede Lennart Fogh:
"Det mest normale er, at en privatleasingbil kører noget kortere om året. Det vil formentlig være sådan, at hvis du skal køre så langt med bilen hvert år, vil det formentlig ikke kunne betale sig for dig at privatlease bilen. Privatleasingudbyderen får nemlig en bil retur fra dig, som har kørt tre gange så langt, som de normalt gør, hvilket blandt andet kan gøre det sværere at sælge bilen videre".
Kontrakter og tilbagelevering
Formuleringerne i privatleasingkontrakter varierer meget. Lennart Fogh havde medbragt nogle enkelte af de mange formuleringer, som han ser til daglig. Et eksempel handlede om privatleasinggiverens kontraktlige mulighed for med seks måneders varsel at indføre nye gebyrer stort set uden begrundelse. En enkelt i salen udtrykte skepsis over, om denne formulering var almindelig brugt - hvilket den er - mens en anden prompte udbrød: "Det er jo bondefangeri". Der blev også nævnt gode eksempler på vilkår, der stiller kunden godt. Et eksempel er, hvor leasingselskabet påtager sig at sikre garantien i hele leasingperioden, selv om bilens fabriksgaranti udløber, før privatleasingkontrakten gør det.
Træk i håndbremsen
Ved årsskiftet 2010 trådte nye regler i kraft, så du som forbruger kan komme ud af en privatleasingkontrakt efter 11 måneder. Kontrakten kan være uopsigelig de første 11 måneder, men derefter kan den opsiges med en måneds varsel. Du mister dog dit engangsbeløb, og de penge du allerede har betalt i ydelse. De nye opsigelsesregler gælder for kontrakter indgået efter 1. januar 2010, men gælder ikke dem, der er indgået før 1. januar 2010. FDM er glade for præcis den lovændring, for den er med til at sikre kundernes vilkår.
Når det hele er slut
Trods en stille silende regn rykkede alle gæster udenfor for at se eksempler på buler og skrammer på biler. Og for samtidig at høre en fagmands vurdering af, hvornår en skramme bliver takseret, og hvornår der blot er tale om almindelig slidtage. Jon Stub Nielsen fra FDMs testcenter i Tåstrup har stor erfaring i at gennemgå leasingbiler. For FDM Test og bilsyn gennemgår han biler, der kommer retur til leasingselskaberne. Jon Stub Nielsen gav også et bud på, hvornår det kan betale sig at melde en skade til forsikringen, og hvornår det bedre kan betale sig selv at betale.
Er privatleasing for dig?
Det er kun dig selv, der kan vurdere, om du er bedst stillet med at købe eller privatlease. Men uanset om du køber eller privatleaser, er det vigtigt, at du for alle alternativer sætter et regnestykke op med bilens samlede kilometerpris, så du kan sammenligne produkterne og mulighederne. Inden du eventuelt skriver under på en kontrakt, så læs den grundigt igennem. Og få FDM til at læse det med småt. I FDMs juridiske rådgivning sidder der jurister klar til at hjælpe medlemmer med at gennemgå kontrakter og vilkår.
Kontakt FDMs juridiske rådgivning




Billig autohjælp
Godt billån
Rabat på test og bilsyn
Fordelagtig forsikring
Teknisk og juridisk rådgivning
Bladet Motor
Rabat på campingpladser
Til bilen
Shopping
Seværdigheder
Arrangementer
Restauranter
Overnatning
FDM mastercard
Camping
FDM travel
Køreteknik og motorsport
Netbutik



