Lanceringen af den første Golf i 1974 blev en milepæl, og den kompakte, forhjulstrukne familiebil er siden blevet et ikon. Så meget, at den lille mellemklasse af nogle betegnes som Golf-klassen.
Nu rækker VW fra mikroklassen med Fox til ministerklassen med Phaeton, men mangler dog en model i størrelsen mellem Passat og Phaeton. Derudover er VW stærkt repræsenteret i MPV-gruppen med Golf, Plus, Touran, Sharan og minibussen Crafter Kombi.
Mere emotionelle modeller har der i varierende omfang også været plads til. Det var VW, der skabte GTI-fænomenet, hvor en almindelig bil – oprindelig Golf – udstyres med en meget kraftig motor og peppes op i design og undervogn. Desuden har der for det meste været en cabriolet i programmet og sportscoupéer som Scirocco I, II og III samt Colorado. Rigtige sportsvogne er det aldrig rigtig blevet til.
VW står stærkt med varevogne lige fra personbiler på gule plader til dedikerede varevogne.
TDI-dieselmotorer har længe været en VW-styrke med stort udvalg, høj ydelse og god brændstoføkonomi. Firmaets egen pumpe-dyse-teknologi havde dog et støjproblem og omkring 2009 var de næsten faset ud til fordel for den gængse commonrail-teknik.
Ærketysk koncern
VW er et ærketysk mærke – grundlagt 1936 – med hovedkvarter i nordtyske Wolfsburg og med næsten kun tyske ejere, heriblandt Porsche og delstaten Niedersachsen. VW er største mærke i Volkswagen-koncernen, der også omfatter Audi, Skoda og Seat samt flere nichemærker.
Størstedelen af produktionen til det europæiske marked foregår i Tyskland, men derudover kommer Jetta, Golf stationcar og Beetle fra Mexico, Eos, Scirocco og Sharan fra Portugal, Touareg og Golf R32 fra Slovakiet og Fox fra Brasilien.
VW er et dominerende mærke i både Sydamerika og Kina.
Det ærketyske giver sig udtryk i VW-bilernes høje forarbejdningskvalitet og gennemtænkte detaljer, men også i at mærket har været meget konservativt og sjældent været det, der ”opfandt” en ny bilklasse eller kom først med praktiske indretningsdetaljer. Også designet har været relativ konservativt; ændringer fra model til model har været forsigtige.
Det tyske ophav kommer også til udtryk i VWs slogan ”Das Auto”.
Dyr i anskaffelse, lavt værditab
At den gamle model dermed heller ikke kommer til at se alt for gammel ud, har medvirket til mærkets ry for relativ lavt værditab. Til gengæld er en VW forholdsvis dyr i anskaffelse, især med meget udstyr.
Danske VW-ejeres tilfredshed ligger kun lidt over middel i FDMs kundetilfredshedsundersøgelse, Autoindex, og en plads under sit eget lavprismærke, Skoda. Selve bilen vurderes pænt over gennemsnit, mens forhandler og værksted ligger langt under gennemsnittet.
VW giver en generel garanti på år.
VW-mærket arbejder teknisk tæt sammen med sine søstermærker, men Volkswagen har mange eksterne samarbejder. Bl.a. er Porsche Cayenne I og II udviklet sammen med VW Touareg I og II, i USA sælges Chrysler Voyager som VW Routan, VW har gennem tiden leveret dieselmotorer til bl.a. Volvo og Mitsubishi, store varevogne udvikles og bygges sammen med Mercedes-Benz, og elbilteknik skal udvikles sammen med kinesiske BYD.
I Danmark har VW altid været importeret af det privatejede Skandinavisk Motor Co.
VW har vundet titlen ”Årets Bil i Danmark” to gange: Golf I i 1975 og Polo II i 1982.
VWs modelprogram
Fox
Polo tre- og femdørs
Golf femdørs og stationcar
Golf Plus
Jetta
Touran
Caddy
Eos
Scirocco
Beetle
Tiguan
Passat firedørs og stationcar
Passat CC
Sharan
Phaeton
California
Touareg
Find artikler om VW og test af VW-biler










