Peugeot, udtales: [pøsjo], indgår i PSA Peugeot Citroën-koncernen, som er Europas andenstørste bilkoncern. De fleste af Peugeots modeller har en teknisk tvilling hos Citroën, ligesom alle vigtige komponenter, som f.eks. motorer, er ens hos de to mærker.

Mens Peugeot har flotte salgstal, er kunderne ifølge FDMs Autoindex noget lunkne over for mærkets kvaliteter. Både når det gælder selve bilen, forhandleren, værkstedet og loyaliteten, ligger Peugeot-ejernes tilfredshed under middel.

Den generelle garanti hos Peugeot er to år, og bilmærket har også et stort program af varebiler og sælger ligeledes scootere.

Peugeot kan dateres til 1700-tallet

Peugeot-firmaets historie går tilbage til 1700-tallet, 1842 indledes produktion af salt- og peberkværne, som stadig fremstilles, og den første dampdrevne bil blev bygget 1889. PSA ejes for en stor dels vedkommende af Peugeot-familien, som også sidder i fabrikkens ledelse.

Peugeot har hovedkvarter i Paris, hvor der også findes et stort showroom på Champs Elysees. De fleste fabrikker ligger i Frankrig, ved Paris og i Alsace. Desuden kommer den lille 107 fra Tjekkiet. 

Samarbejder med mange mærker

Peugeot har mange samarbejder. Bl.a. deles udvikling og produktion af nogle varebiler samt 807-modellen med Fiat (og Citroën), Mitsubishi leverer 4007 fra en fabrik i Holland og i fremtiden også en elbil til Peugeot, ligesom Peugeot og BMW udveksler benzin- og dieselmotorer. Peugeot leverer desuden dieselmotorer til Ford, Volvo og Jaguar.

Importen i Danmark varetages af den private Interdan-koncern, mens Citroën importeres af et fabriksejet importselskab.
Peugeot har vundet titlen ”Årets Bil i Danmark” tre gange med modellerne 309, 405 og 307.

Peugeots modelprogram

107 tredørs og femdørs
206 tredørs og femdørs
207 tredørs, femdørs, SW, CC
308, tredørs, femdørs, stationcar, SW, CC
3008
407 sedan, SW og Coupe
4007
5008
607
807
Bipper
Partner Teepee
Expert Teepee

Find artikler om Peugeot og test af Peugeot-biler