Det begyndte forsigtigt med 310 eksemplarer det første år af modellerne Pony, Elantra og Sonata, men efter en langsom start er det gået hurtigt frem, selv om der - som for de øvrige koreanere - har været tilbageslag, da europæerne og japanerne blev mere konkurrencedygtige.

Hyundai har nu bidt sig fast på top-ti, og på verdensplan er Hyundai-Kia-koncernen verdens femtestørste bilproducent.

Hyundai har fornuft-prægede modeller i alle vigtige segmenter, men har dog kun én stationcar og kun en MPV, Matrix, udover minibussen H1. Coupéen, der blot hed Coupé, er udgået.

Hyundais svar på særlig brændstof økonomiske modeller hedder iBlue, og desuden er Hyundai kommet tidligt med modeller med besparende stop-start-teknik.

Større og mere prestigefyldte og luksuriøse modeller som sedanen/coupéen Genesis og offroaderen ix55 er kommet til Europa, men ikke Danmark.

Hyundais modeller er blevet en del bedre gennem årene, og priserne er steget noget, men Hyundai markerer sig stadig som et forholdsvist billigt mærke, typisk en anelse dyrere end Kia-modeller.

Hyundai betyder ”moderne tider” på koreansk

Hyundai-koncernen, i dag Sydkoreas største firma, kan føre sin historie tilbage til 1947 som en entreprenørvirksomhed grundlagt af Chung Ju-Yung. Bilbygning og Hyundai Motor Company stammer fra 1967. Navnet - almindelig udtale jun-daj - betyder ”moderne tider” på koreansk.

Hovedkvarteret for Hyundai ligger i Seoul, og den største udviklingsafdeling findes lidt syd for hovedstaden - i samme kompleks som Kias udviklingsafdeling.

Langt de fleste biler fremstilles i Sydkorea, men i 2008 tog Hyundai et vigtigt skridt ind i Den Europæiske Union med åbningen af en fabrik i Tjekkiet. Her bygges foreløbig i30.

Tidligere har Hyundai åbnet europæisk hovedkontor, designcenter og en mellemstor udviklingsafdeling i Frankfurt, Tyskland.

Blandt Danmarks bedste garantier

Hyundai, der importeres af den private Nick Christiansen-gruppe, har i 2009 forbedret sin generelle garanti til stort set det bedste i Danmark med fem års garanti uden km-begrænsning på de nyere i-modeller og tre år uden km-begrænsning på de øvrige.

Danske Hyundai-ejere er blevet mere tilfredse med tiden. Nu ligger Hyundai på gennemsnittet i FDMs tilfredshedsundersøgelse, Autoindex. Bilen vurderes lige under middel, mens forhandlerne vurderes til pænt over gennemsnittet, og værkstederne kommer ind som næstbedst efter Toyota. 

Hyundai har endnu til gode at vidne titlen ”Årets Bil Danmark”.

Hyundais modelprogram

i10
i20 tre- og femdørs
i30 femdørs og stationcar
Sonata
Matrix
Tucson/ix35
Santa Fé
H1 Travel

Find artikler om Hyundai og test af Hyundai-biler