Lige nu 699 kr.
Medlemskab
Vejhjælp +
Batteritjek

Meld dig ind i dag og bliv godt kørende

Sommerdæktest 2016

Det er særlig i vådt føre, at sommerdækket skal præstere. Foto: ADAC

I årets store test af sommerdæk har vi testet dæk i 15 og 17 tommer plus et nyt helårsdæk fra Michelin. Igen i år er det egenskaberne på våd vej, der skiller de gode dæk fra de dårlige.

LÆS MERE: Se hele testen af 15-tommer dæk i størrelsen 185/65 R15 H
LÆS MERE: Se hele testen af 17-tommer dæk i størrelsen 225/45 R17 Y

Mange brugere har efterlyst en test af dæk i de lidt større dimensioner. Det er derfor med en vis stolthed, at vi her præsenterer en omfattende test af 16 dæk i dimensionen 225/45 R17. De sidder i dag monteret på de mere luksuriøse og hurtige biler, og det er også den størrelse, mange bilejere har valgt, når de har opgraderet bilen med større fælge. Det er dæk til f.eks. BMW 3-serien, Mazda 6, Volvo V70 og VW Golf, og det var sidstnævnte, der blev benyttet ved testen.

I den mindre dimension har vi i år set nærmere på dæk i størrelsen 185/65 R15. De sidder som oftest på biler i mini- og mellemklassen, og det kan f.eks. være biler som Citroën C3, Hyundai i30, Peugeot 208 og Renault Clio, hvor vi benyttede sidstnævnte ved selve testen.

4 vindere blandt 17-tommer dækkene

I gruppen af de store dæk er der fire dæk, der skiller sig markant ud, og som derfor opnår fem eller fire stjerner i FDMs test. Seks stjerner er stadig forbeholdt de sjældne dæk, der er rigtig gode i alle kategorier.

Med fem stjerner stikker femte generation af Continental ContiSportContact af som det bedste dæk i denne test. ESA-Tecar Spirit 5 UHP indtager andenpladsen foran Pirelli P ZERO og Vredestein Ultrac Vorti. Herefter går det langsomt ned ad bakke, idet de øvrige testede dæk i stigende grad så at sige mister grebet på våd vej.

For det populære Michelin Pilot Sport 3 er det dog en ret ringe slidstyrke, der sender dækket ned i rækkerne, mens regnvejrsdækket Uniroyal RainSport 3 ganske vist klarer sig fint på våd vej, men mindre godt på tør vej, hvilket sender dette dæk ned i feltet.

Den asiatiske dækproducent Maxxis viser, at der stadig er dækproducenter, der helt har misforstået forbrugernes ønske om at køre på sikre dæk. Det står slet ikke fast på våd vej og dumper derfor som det eneste med et brag i denne størrelse.

LÆS MERE: Se hele testen af 17-tommer dæk i størrelsen 225/45 R17 Y

Mange gode dæk i 15 tommer-klassen

I 15-tommersgruppen er der hele syv af 16 testede sommerdæk, der klarer sig ret godt. Vinderdækket Vredestein Sportrac 5 får fem stjerner, og de øvrige seks dæk med topplaceringer klarer sig alle godt på våd vej og opnår også gode resultater i de øvrige discipliner.

Herefter er der syv dæk i middelgruppen, hvoraf det populære Michelin Energy Saver+ får topkarakter for sin slidstyrke og sin lave rullemodstand, men kun klarer sig gennemsnitligt på våd vej. To dæk falder igennem og får en plads, der gør, at FDM direkte advarer mod at købe dem.

LÆS MERE: Se hele testen af 15-tommer dæk i størrelsen 185/65 R15 H

 

Video: Se FDMs ekspert forklare forskellene på dækkene i testen
 

 

Stærkt og svagt helårsdæk 

Det var med stor spænding, at vi for første gang kunne imødese resultatet for det nye helårsdæk fra Michelin, CrossClimate. Det er mærket med både M+S og det fra vinterdæk så kendte snefnugsymbol, men som navnet antyder, markedsføres det af Michelin som et dæk, man kan køre med hele året.

Som sommerdæk er det ikke et direkte dårligt valg, selvom dækket samlet set kun placerer sig i midterfeltet. Egenskaberne på tør vej er rigtig gode, slidstyrken er i top, og rullemodstanden er blandt de laveste i feltet. På våd vej opfører dækket sig både godt og skidt. Bremseegenskaberne er blandt de bedste, og det er godt. Men dækket har en ikke helt god evne til at modstå akvaplaning, og det trækker lidt ned. Dog ikke mere, end at det samlet set placerer sig som et hæderligt dæk, bedre end de dårlige, men altså ikke så godt som de gode egent­lige sommerdæk.

LÆS MERE: Nyt dæk giver andre dæk baghjul

Fra testrapporten fik vi også en første indikation på dækkets vinteregenskaber, der også beskrives som gennemsnitlige. Så alt i alt en placering, der bekræfter, at man ikke kan få alt i ét og samme dæk, men som på mange måder også bekræfter, at man med dette dæk faktisk kan få en løsning med acceptable egenskaber hele året rundt, og at dækket derfor fint kan bruges af den ikke krævende bilist.

Fælleseuropæisk test

Dækkene er på vanlig vis testet på både tør og våd vej, ligesom dækkenes slidstyrke, rullemodstand og dækstøj er opmålt. Det hele er foregået over en lang testperiode i efteråret 2015, og det er en arbejdsgruppe med repræsentanter fra flere europæiske bilklubber, der har gennemført testen. 

FDM har efterfølgende bearbejdet resultaterne, så de passer ind i den generelle testkarakter, vi anvender, hvor der uddeles mellem én og seks stjerner. Du kan læse mere om resultaterne for hvert enkelt dæk, og du kan på den måde finde din egen vinder, hvis du har særlige kriterier, du lægger vægt på.

Hvis din bil bruger en anden størrelse dæk, end dem vi har testet i år, kan du læse de tidligere test af andre dækstørrelser:

FDM RABAT: Få 8 % medlemsrabat på sommerdæk
LÆS MERE: Se tidligere dæktest her

SE OGSÅ: Få mest ud af dæktesten

Gå ikke glip af bilviden og gode tilbud

Få bilnyheder, gode råd om vedligeholdelse af bilen samt aktuelle tilbud fra FDM.

9 kommentarer

  Opret ny kommentar
Rediger
 |  Skrevet af: Søren Wang Rasmussen
#9Svar til #7
Motor bringer en større test af Michelin Cross Climate og konkurrenterne i efteråret. Her vil vi gå i dybden og forhåbentlig kunne svare på de spørgsmål der er tilbage efter den første test vi bragte i foråret.

MVH

Søren W. Rasmussen
Bilteknisk redaktør, FDM-Motor
Rediger
 |  Skrevet af: Kenneth Fribert
#8Jeg gjorde et forsøg for en gangs skyld på grund af testresultaterne og gik væk fra det vanlige Michelin dæk til vores Citroen C4 Grand Picasso, og monterede runner-up udgaven ESA Tecar, det var meget fristende når vi ser på en prisforskel på 2500,-. De fik meget pæne ord med, og resultatet kan man ikke se bort fra.

Aldrig har jeg været så skuffet. I bør undersøge om der ikke er blevet fremsendt 'testdæk' til jer. De larmer helt vildt meget, jeg har aldrig oplevet noget lignende, de er ikke i nærheden af de resultater som I har givet.
De føles også 'hårde' i forhold til profilen vi kører med.
Vi kan også se at brændstofforbruget også er steget lidt i forhold til vores Michelin dæk.

Så efter at have fulgt med i de årlige tests i mange år, og taget dem for gode varer, må jeg meget skuffet konkludere at de er lige til at lukke op og s.... i, de kan ikke bruges til noget som helst.

Nu håber jeg vi kan holde larmen ud, for vi skal på bilferie til sommer, ellers må vi ofre endnu et sæt dæk.
Rediger
 |  Skrevet af: Istok Tepavcevic
#7Kære FDM
Jeg læser altid jeres dæktest med interesse og bruger den til dels når jeg køber nye dæk.
Jeg synes dog ikke, at jeg får indblik nok i jeres vurdering af Michelins Cross Climate dæk på trods af, at i har brugt en del plads på den og givet den tre stjerner.
Jeg savner simpelthen at i samenligner den mod Michelins sommerdæk i testen - begge dæk fik jo tre stjerner?!? Jeg tror at denne sammenlig ville gøre det mere tydeligt for os, hvor store forskelle der reelt er mellem Cross Climate og en rigtig sommerdæk når de kommer fra den samme producent.
Venlig hilsen
Rediger
 |  Skrevet af: Thor Ravnsborg
#6Har lige fået monteret testvinderen Vredestein Sportrac 5 i str. 185/65 R15 88H på vores Opel Corsa. En ting jeg bemærker med det samme er, at det er et meget komfortabelt dæk med en blød karkasse.

Jeg fik nye støddæmpere og fjedre på bilen for få måneder siden med moderat 30 mm sænkning. Det har ikke overraskende strammet køreegenskaberne op og reduceret krængning i sving, men de stivere fjedre kostede også noget på komforten, på ujævne veje. De nye dæk har givet en mærkbar del af den tabte komfort tilbage. Det er ikke et dæk som tiltaler dem der vil have den mest kontante styring og maksimal feedback, men det ruller rigtig behageligt hen over ujævne, danske veje. På min bil, der som nævnt har lidt stivere ben end standard, synes jeg det giver et godt kompromis mellem køreegenskaber og komfort.
Rediger
 |  Skrevet af: Søren Wang Rasmussen
#5til #4:
Nej man kan ikke overføre testresultatet direkte, da der er tale om ret stor forskel i dækstørrelsen. Min vurdering er dog, at du kan regne med at de fem bedste producenter i denne test også vil være i toppen, hvis man lavede en test af dæk i den størrelse, der passer til din bil. Men det er kun et kvalificeret gæt - en egentlig test kan jeg ikke referere til.
Mange venlige hilsner
Søren W. Rasmussen, Bilteknisk redaktør
Rediger
 |  Skrevet af: Christian Fogt
#4Kan man overføre test resultaterne mere eller mindre direkte hvis nu at bilens standard montering hedder 275/45-17??
Rediger
 |  Skrevet af: Thomas Elmegård
#3Kære Arne Nedergaard og Sigurjon Pall J
 
Tak for jeres indlæg. Det er ikke muligt at få adgang til den samlede testrapport herunder detaljerne og testresultaterne for Michelin Cross Climate.
 
I forhold til Nokian er vi bekendte med, at de skulle have snydt i en række forskellige dæktest. FDMs dæktest skulle dog ikke være en af dem.
 
I dæksteten, som FDM er en del af, gælder desuden, at alle dæk testes endnu engang lige op til offentliggørelsen. Dækkene købes alle i fri handel, og konstateres der for store udsving i forhold til det oprindelige testresultat, tages dækket ud af testen. Det er på den baggrund sket flere par gange, at dæk et udgået.
 
Hvad angår udvælgelsen af testens dæk, er det ambitionen at teste dæk fra både premiumproducenterne samt de mest populære dæk fra mellemste prisleje. Derfor er der også flere dæk fra både Goodyear, Michelin, Continental og Pirelli med i enten den ene eller begge dækstørrelser. Enkelte nye dæk fra udvalgte producenter har dog ikke været tilgængelige på testtidspunktet, hvorfor man ikke har kunnet have dem med.
 
Jeg håber ovenstående er svar på jeres indlæg.
 
Med venlig hilsen
Søren W. Rasmussen, bilteknisk redaktør FDM
 
Rediger
 |  Skrevet af: Sigurjon Pall J...
#2Kære FDM,

Jeg har svært ved at forstå at I har taget Nokian dæk med i begge størrelser efter at de har erkendt at de har snydt og bedraget jer og os forbrugere i gennem mange år.
I kunne have valgt at "straffe" dem med at undlade at teste dem i nogle år og så have nogle flere kvalitetsdæk (Goodyear, Michelin, Pirelli, osv.), med i jeres test.
Det er dæk som alle kender, som mand kan købe alle steder, og derfor mand oftest kan købe til god pris, samtidig med at mand har kendt høj kvalitet.
Nu skal mand til at lede efter test på dem andre steder og kan dermed ikke sammenligne dem med jeres test.

Så jeg mener at årets test er ret værdiløst.
Rediger
 |  Skrevet af: Arne Nedergaard
#1Kan vi få adgang til at læse test rapporten på vinteregenskaberne vedrørende CrossClimate dækket ?

Indsend kommentar

  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
  • Tilladte HTML tags: <a> <p> <em> <strong> <cite> <code> <ul> <ol> <li> <dl> <dt> <dd><span><div><br />
  • Internal paths in double quotes, written as "internal:node/99", for example, are replaced with the appropriate absolute URL or relative path.
  • Filter for image paths to CDN URLs

Yderligere information om inddataformater

FDM netbutik

Stort udvalg af bil- og campingudstyr

FDM netbutik

Stort udvalg af bil- og campingudstyr