Hvis du vil tanke billig benzin, er det eneste tidspunkt, hvor du som udgangspunkt ikke skal  forvente billig benzin fra klokken 10 og i timerne herefter. Og de eneste steder du ikke kan forvente billig benzin er på motorvejene, hvor der kun er en benzinstation pr. rasteplads.

Listeprisen fra Rotterdam

Hver dag klokken 10 offentliggøres den europæiske listepris på benzin og diesel på spotmarkedet i Rotterdam. Denne pris er afgørende for listeprisen på de fleste tankstationer dagen efter. Benzinselskaberne skifter som udgangspunkt dagens pris hver dag klokken 10. Dette skift til listepris gør ofte, at benzinen er billigere om morgenen, hvis en priskrig har raset dagen før.

Billig benzin ved indfaldsveje

De steder, hvor der er priskrig, er ofte kendetegnet ved, at der ligger flere tankstationer tæt på hinanden, fx ved større indfaldsveje. Her vil stationerne være tvunget til at reagere, hvis en af konkurrenterne sænker sin pris. Derudover er der eksempler på at tankstationer, der ligger i forbindelse med dagligvarebutikker i mindre byer har haft tilbud på benzin for at trække kunder til.

Spar et par kroner pr. liter

Hvor stor en besparelse du kan opnå på baggrund af en priskrig afhænger naturligvis af, hvor langt konkurrenterne vil gå. Men det er sjældent muligt at få mere end 1-1,5 kr./l i rabat, da det svarer til olieselskabernes bruttoavance, der ellers skal dække omkostningerne til distribution, markedsføring, administration og personale samt fortjeneste til både olieselskabet og forhandlerne.

FDM Benzinpriser

Benzinpriser varierer fra område til område, og det kan være svært at overskue, hvor det bedst kan betale sig at tanke. På FDM benzinpriser.dk indberetter danske billister hver dag benzinpriser. Det er nemt at få et overblik over, hvor dagens laveste priser er. Uanset hvor du befinder dig i landet. FDM benzinpriser kan både bruges via mobiltelefon og computer.

Se de 10 råd til bedre brændstoføkonomi