P-apps sikrer dig ikke mod overbetaling

Betaling pr. påbegyndt hele eller halve time for at parkere bliver mere udbredt. Også selvom du betaler med p-app. Det betyder, at du oftere kommer til at betale for mere tid, end du parkerer.

P-apps sikrer dig ikke mod overbetaling
Bilist

Betal kun for den tid, du reelt parkerer, og spar penge. Sådan lød det, da det blev muligt at benytte apps til at betale for sin parkering. For i modsætning til betalingsautomaterne, hvor man betaler forud og dermed risikerer at betale for mere tid end nødvendigt, kan man på en app både forlænge og stoppe sin parkering og dermed kun betale for det præcise antal minutter, man parkerer.

Det er smart, hvis det er muligt. Men på stadig flere pladser betaler man pr. påbegyndt time. Det gælder typisk ved butikscentre, i p-huse og ved hoteller, mens offentlige pladser opkræver pr. minut.

Fra EasyPark lyder vurderingen til FDM, at der de seneste tre år har været en mindre stigning i områder med betaling pr. påbegyndt hele eller halve time. Også hos ParkMan vurderer man, at der har været en lille stigning, men selskabet tilføjer, at timeprisen ofte er lavere i den type områder end på steder, hvor man bliver takseret pr. minut. ParkPark har ikke indtryk af, at antallet stiger.

De tre nævnte er betalingsapps, og de bestemmer ikke priserne for parkering. Det gør ejerne af pladsen.

Mange forskellige betalingsmodeller

Apcoa, der administrerer p-pladser og bl.a. udfører parkeringskontrol, påpeger, at betaling pr. påbegyndt time har eksisteret i stort omfang i minimum de seneste 10 år.

– Nyetablerede p-områder vil ofte have betaling pr. påbegyndt time, halve time eller kvarter. Der kommer løbende nye p-områder til i de fleste byer. Så det må være grunden til, at det kan opfattes som en stigende tendens. Men på p-områder, der også eksisterede for 10 år siden, vurderer vi ikke, at der har været indført minimumsbetaling i større omfang de seneste tre år, siger Michael Christensen, adm. direktør i Apcoa.

Parkeringsselskabet Q-Park har ikke de senere år ændret prisstrukturen på de pladser, som selskabet ejer eller driver, og har ikke en fornemmelse af, om det generelt er ændret. De har pladser med både periodebetaling og minutbetaling.

Perioden kan være alt fra fem minutter til en time, eller at man overgår til døgnbetaling efter et vist antal timer. Nogle steder er den første periode gratis, og det er oftest billigere at parkere om aftenen og natten end i dagtimerne.

Ikke i bilistens interesse

Hos FDM er man ikke begejstret for udviklingen:

– Fra bilistens vinkel vil det sjældent være en fordel, at der skal betales parkering pr. påbegyndt time. Man vil næsten altid blive tvunget til at betale for en længere parkering, end man skal bruge. Timebetaling er næppe indført med parkantens interesser for øje, men nok nærmere, fordi det kan give en øget indtjening hos pladsejer og parkeringsselskab, siger chefkonsulent hos FDM Dennis Lange.

Har du brug for hjælp eller rådgivning?

Har du fået en parkeringsafgift, kan du som medlem få vurderet parkeringsafgiften og få rådgivning om det videre forløb. Vi hjælper dig med din klage, og i principielle tilfælde kan vi gå i retten med din sag.

Bliv medlem